Politisk kommentator om manglende reproduktion: »Det er meget symptomatisk for vores politiske debat«

Som befolkning kan danskerne ikke længere reproducere sig selv. Og det er et kæmpe problem, siger politisk kommentator Noa Redington i ugens udgave af Berlingskes podcast »Østergaards salon«.

Flere og flere får hjælp til at få børn. 

Omkring hvert 8. danske barn kommer i dag til verden med hjælp fra fertilitetsklinikker. 

Det aktuelle DR-program »Hvordan bliver jeg gravid?« sætter fokus på fertilitetshjælp, der afslører et større problem i samfundet: 

Som befolkning kan vi ikke længere reproducere os selv.

Politisk kommentator Noa Redington mener, at det er et kæmpe problem, som vi slet ikke taler nok om. 

»Det er meget symptomatisk for vores politiske debat. Det, der virkelig er vigtigt, har vi utrolig svært ved at forholde os til. Så vil vi hellere tale om et jordskred i Randers,« siger han i dagens afsnit af »Østergaards salon«. 

Han kalder udfordringen både problematisk og kompleks, men peger blandt andet på, at der er noget galt med familielivet. 

»Man er nødt til at tage fat i de strukturelle udfordringer. Det kunne være, at børnefamilierne er økonomisk pressede rent tidsmæssigt,« siger Noa Redington og udpeger også uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet som mulige forklaringer. 

Koncernchef for Berlingske Media Anders Krab-Johansen er aktuel med bogen »Fri os fra den værdiløse borgerlighed«.

I bogen skriver han også om udfordringerne for familielivet. 

Ifølge koncernchefen, der er erklæret borgerlig, er familien en af de positioner, som de borgerlige har negligeret alt for meget. 

Han mener, at de borgerlige har mistet sproget og ladet markedet og individualismen styre frem for værdier med fokus på familien og dannelsen.

»Jeg tror, at for det borgerlige synspunkt, er det familien, der er vigtig. Det er i familien, at børnene vokser op. Og det skal være økonomisk fordelagtigt. Det skal ikke være kommunen, en socialrådgiver eller Mette Frederiksen, der bestemmer, hvordan man gør. Det skal være muligt for de enkelte familieenheder at sige: Vi foretrækker den her løsning for en periode,« siger koncernchefen. 

Herunder kan du lytte til hele afsnittet af Berlingskes podcast »Østergaards salon«, hvor gæsterne også taler om Dansk Erhverv og danskhed.