Det var i Tunesien, det arabiske forår først slog igennem for knap tre år siden. Og det er Tunesien, der er blevet spået de bedste chancer for at få et demokrati til at blomstre efter årtiers diktatur.

Men spådommen har svært ved at gå i opfyldelse, og selv om den politiske udvikling nu i flere måneder har været foruroligende, har især de seneste dages begivenheder sået tvivl om Tunesien demokratiske kurs.

Onsdag i den forløbne uge var tusinder af vrede tunesere på gaden med krav om den siddende koalitionsregerings afgang. Igen-igen, kan man sige. For protesterne mod overgangsregeringen, der er domineret af det islamiske parti, Ennahda, har været et tilbageværende fænomen siden sommer, og demonstranterne har fået blod på tanden, fordi de folkelige protestaktioner jo til sidst fik bugt med et andet islamisk-domineret styre i et andet nordafrikansk land – nemlig Egypten.

Samme dag som de fornyede demonstrationer blev syv betjente dræbt i kampe med militante islamister, der trænes og forsynes med våben i nabolandet Libyen, og som på det seneste har optrappet deres væbnede forsøg på at destabilisere Tunesien mere, end landet allerede er i forvejen. Ifølge det tunesiske indenrigsministerium omkom de syv politifolk, da de stormede et hus, hvor de militante islamister fra gruppen Ansar al-Sharia var i færd med at forberede en bilbombe.

I ugen forinden blev to politifolk dræbt i Beja-regionen, 100 kilometer vest for hovedstaden Tunis, under lignende omstændigheder, og Tunesisens præsident kom allerede i september med en klar advarsel: Terrornetværket al-Qaeda forsøger bevidst at destabilisere de ny, spirende, arabiske demokratier.

Ifølge den tunesiske regering er det således også de militante islamister, der står bag nedskydningen tidligere i år af to politikere fra Tunesiens ikke-religiøse, venstreorienterede opposition, og det er ikke mindst disse politiske drab, der har fået den tunesiske opposition og dens tilhængere i blandt andet den velorganiserede fagbevægelse på gaden med slagord som »forsvind« og »folket ønsker, at regeringen træder tilbage.«

Boykot i parlamentet

Samtidig har en gruppe på omkring 60 parlamentarikere siden sommer boykottet lovgivningsarbejdet og dermed stort set lammet det politiske arbejde i den overgangsregering, der kom til magten for to år siden i Tunesiens første frie valg.

Dødvandet fik for et par uger siden overgangsregeringen til at indvillige i forhandlinger med oppositionen om et kompromis. Generalsekretæren i Ennahda-partiet, Hamadi Jelabi, sagde, at hans parti vil støtte dannelsen af en teknokratregering, der kan tage over, indtil der kan blive afviklet et valg inden for seks måneder.

Blandt andre fagforeningerne, en sammenslutning af advokater og den lokale liga til forsvar for menneskerettigheder har strikket et kompromis sammen, der giver regeringen og oppositionen tre uger til at blive enige om medlemmerne af teknokratregeringen. De får samtidig en frist på en måned til at udpege medlemmerne af valgkommissionen og finde en dato for parlaments- og præsidentvalg.

Men trods den fremstrakte hånd fra regeringen, er mistilliden hos oppositionen og dens støtter i befolkningen stadig stor. Ennah­da-regeringen beskyldes for at klynge sig til magten, fordi den fortsat er ved magten, selv om den er midlertidig, og fordi det lovede udkast til en ny forfatning fortsat ikke er på plads. Og derfor opretholder oppositionen presset ved at gå på gaden og demonstrere.

Indtil videre er det dog også uvist, om der kommer hul på forhandlingerne om et kompromis. For premierminister Ali Larayedh har understreget, at regeringen først vil gå af, når landets ny forfatning er på plads, og når der er udnævnt en valgkommission og fastlagt en valgdato.

Bevidst underminering

Mens det politisk kaos breder sig, vokser Tunesiens økonomiske problemer og køen af arbejdsløse, der har stadig sværere ved at betale de stigende priser på dagligvarer.

Derfor er det på høje tid at finde et kompromis, understreger Ferid Nasri, der er bestyrelsesmedlem i den tunesiske menneskerettighedskommission. Optimistisk er han dog ikke.

»Det, vi ser nu, er nøjagtig det samme, som vi så i Algeriet, efter at det islamiske parti vandt parlamentsvalget i begyndelsen af 1990erne, og som vi så efter valgsejren til Hamas i det palæstinensiske Gaza: Der gøres alt muligt for at underminere de islamiske regeringers magt – ganske enkelt fordi de er islamiske,« siger Ferid Nasri, der for nylig deltog i en såkaldt Arabisk-Europæisk Dialog i København arrangeret af Institut for Menneskerettigheder.

»Det er rigtigt, at det ikke er lykkedes Ennahda at regere tilfredsstillende. Omvendt et det heller ikke en nem opgave med et parlament, der boykottes af oppositionen, med over 3.000 strejker på to år, med konstante demonstrationer, med en opposition, hvor liberale, venstreorienterede og kræfter fra det tidligere regime har slået sig sammen med det ene formål at modarbejde regeringen, og med en presse, der støtter oppositionen,« siger Ferid Nasri.