Der er i Tyskland fundet den største mængde kokain nogensinde: 35 ton til en værdi af omkring 30 milliarder euro (224 milliarder kroner). Det skriver dagbladet Bild.

Fundet er sket i forbindelse med en omfattende politirazzia i syv forskellige tyske delstater.

Det er Bild, som har informationen om, at der er tale om kokain til en samlet værdi af omkring 30 milliarder euro.

Den enorme mængde narkotika skal være fundet i Hamburgs havn. En del af den skal have været skjult i frugtkasser mellem ananas.

»Der er tale om den største beslaglæggelse af kokain i Tyskland,« meddeler toldmyndighederne i Stuttgart og embedsmænd i Düsseldorf fredag.

/ritzau/