Boris Johnson har bevidst og ubevidst talt over sig utallige gange, og han er vant til at modtage kritik i stort set enhver form, men det her havde den tydeligt forbløffede britiske udenrigsminister ikke ventet.
»Kom nu. Jeg må sige, at jeg nødigt vil beskylde dig for opblæsthed,« lød det fra Johnson, mens han for en gangs skyld famlede lidt efter det rigtige svar.
Den svenske EU-parlamentariker Anna Maria Corazza Bildt havde i en spørgseance under den netop overståede sikkerhedskonference i München kaldt det upassende at benytte udtrykket »befrielse« i forbindelse med Storbritanniens kommende udmeldelse af EU:
»Jeg vil gerne sige til Storbritanniens udenrigsminister, at ordet befrielse i den europæiske historie har en meget kraftig betydning. Og i disse vanskelige tider er det bare smagløst at tale om Storbritanniens befrielse fra Den Europæiske Union.«
På en video viderebragt af The Guardian kan man se og høre odvesklingen og kommentaren fra Bildt blive sagt på engelsk, med tryk på ordene og med en søndagsskolelærers, irettesættende højtidelighed. Johnsons stil er mere herreklubben i Oxford.
»Ordet befrielse betyder helt klart … det er etymologisk sidestillet med at blive sat fri, og jeg er bange for, at der et ubestrideligt faktum, at vi, i Storbritannien, har været ude af stand til at føre landets egen handelspolitik igennem 44 år,« lød det belærende svar med intellektuel finpudsning fra debatkonkurrencer på Eton, selv om han måske snarere havde haft lyst til at forme en udsøgt fornærmelse.
Den britiske premierminister, Theresa May, er nok meget godt tilfreds med, at Johnson ikke slog tilbage hårdere, end han gjorde. Det var Bildt, der modtog klapsalver fra salen efter sin kritiske bemærkning. Den seneste tid har budt på flere tilfælde, hvor ikke mindst Johnson men også andre ministre og politikere har udtrykt sig på en måde, der er blevet kommenteret af EU-parlamentarikere og i europæiske hovedstæder som fornærmende, ukonstruktiv og »ikke særlig hjælpsomt« med tanke på de kommende Brexit-forhandlinger.
Det er faktisk så slemt, at flere britiske medier refererer en oftest anonymt leveret bekymring fra kilder i de øvrige 27 EU-lande om, at selve den politiske tone hos både de britiske politikere og medier i sig selv indebærer risikoen for et sammenbrud i forhandlingerne om udmeldelsesbetingelserne og de fremtidige handelsrelationer.
May har lovet at udløse »artikel 50« og dermed forhandlingerne »senest ved udgangen af marts«. I Storbritannien er det tydeligt, at det nu for alvor er ved at alvor efter otte måneders træden vande siden EU-folkeafstemningen. Den politiske retorik er ikke blevet skarpere. Den store forskel er, at europæerne er begyndt at lytte opmærksomt med.
Det er ikke længere kun kuriøst at se videoklip fra Underhuset, hvor de folkevalgte råber dyrelyde efter modstanderne og grinende kommer med drillende tilråb. Det er alvor for resten af EU-landene, når den britiske debat drejer sig om Brexit, og de hårde, retoriske udfald kan hurtigt blive til et slag i ansigtet i Bruxelles og måske endnu værre i ansigtet på de europæiske vælgere, der ser en vaklende union miste autoritet.
Et af problemerne er oplagt det engelske verdenssprog, der normalt er en stor britisk fordel på den internationale scene. Som de danske Muhammed-tegninger, der pludselig bredte den normalt interne og dansk-sprogede debat ud til hele verden med andre debatnormer og kulturelle rammer, kan også engelsk forstås af de fleste. Der er ingen dækning i, at oversættelsen kan være lidt upræcis, og hvis en bemærkning bliver slynget ud af en britisk politiker, kan den fornærme, genere og vække raseri i »real time« uden forsinkelser eller sprogbarrierer.
May er klar over risikoen. Allerede under den konservative partikonference i efteråret advarerede hun i sin første store tale som premierminister om, at »ethvert uoverlagt ord og hver overspændt historie i medierne vil gøre det sværere for os at få den rigtige aftale for Storbritannien«.
Ordene kom i sammenhæng med, at May understregede behovet for, at regeringen får fred til at styre processen og informationen om EU-forhandlingerne. Men hendes advarsel er blevet hentet frem flere gange, hvor udenrigsminister Johnson har bevæget sig ud i sit sædvanlige frisprog.
Det gjaldt, da Johnson lystigt afviste enhver tanke om problemer for en kommende handelsaftale med EU med argumentet om, at italienerne jo vil blive ved med at sælge mousserende vin, når briterne vil drikke og købe. Det gjaldt, da han ubekymret sagde, at EU-forhandlingerne ikke behøvede at tage lang tid og slet ikke de fastsatte to år, og da han angiveligt fastslog i et europæisk møde, at briterne ikke har noget problem med EU-immigration. Og det gjaldt ikke mindst, da han lavede referencer mellem Anden Verdenskrigs fangelejre, dog med en film-reference, og en mulig fransk hård linje over for Brexit.
Det er bare ikke hjælpsomt, lyder det i analyser med europæisk kritik viderebragt i de britiske medier. Og det kan blive endnu sværere nu, hvor også andre britiske Brexit-ministre end Johnson med stadig større hyppighed skal møde EU-modparten. De kan vælge mellem at »tale med to tunger« eller holde fast i det skarpe ordvalg, der skaffede dem Brexit, og som de siden har holdt EU-tilhængere i skak med i Storbritannien.
Brexit-minister David Davis illustrerede udfordringen, da han efter et besøg i Estlands hovedstad, Tallin, blev citeret for, at Storbritannien fortsat vil være åbent for lavtuddannede immigranter efter Brexit:
»I servicesektoren, hoteller og restauranter, i den offentlige sundhedssektor, indenfor landbruget vil det tage tid. Der vil gå mange år, før vi får britiske statsborgere til at udføre de jobs.«
Citatet endte onsdag som tophistorie i den konservative EU-skeptiske avis The Time. Avisen konstaterede, at bemærkningen ikke var inkluderet i regeringens officielle erklæring om besøgets samtaler, og det er et argument, som kun bliver formuleret i uldne vendinger af Brexit-tilhængere på hjemmefronten.
Men at kalde EU-udmeldelsen for en befrielse? I Storbritannien ville det ikke få mange til så meget som at løfte et øjenbryn. Op til EU-fokeafstemningen kørte busser rundt med store bannere om at »Independence Day« er på vej. Den konservative sværvægter Ian Duncan Smith brugte udtrykket, og det samme gjorde Johnson og andre konservative. Efter folkeafstemningen sagde daværende UKIP-leder Nigel Farage ifølge Daily Express, at datoen for folkeafstemningen burde gøres til national uafhængighedsdag.
Så langt er Johnson ikke gået, men i sin tale på den konservative partikongres i efteråret sagde han, at Brexit betyder »frihed for dette land« og at udmeldelsen er en »befrielse«.
Men det vil være farligt at affærdige ordvekslingen i München som bare et udtryk for overdreven svensk moraliseren, lyder en kommentar i Financial Times. Avisen skriver, at fornærmelsen over Johnsons ordvalg bliver delt i Central- og Østeuropæiske lande, der ved, »hvad det vil sige at blive befriet«, og at en polsk deltager kaldte det »chokerende«.
»Det er en forhandling, hvor Storbritannien har brug for allierede blandt dem på den anden side af forhandlingsbordet. Øst- og Centraleuropa har været et særligt mål for charmeoffensiven. Det ser desværre ikke ud til, at det budskab er sendt videre til Boris Johnson, der aldrig har haft sans for diplomatisk finfølelse,« lyder det i analysen i Financial Times.
I ordvekslingen med Bildt holdt Johnson fast i retten til at bruge sit udtryk om Brexit og sagde, at han var »voldsomt uenig« i den svenske EU-parlamentarikers kritik.
»Hvis det er mig tilladt, ønsker jeg at gøre krav på det engelske sprog. Der er absolut ingen grund til, at jeg ikke skulle benytte ordet befrielse,« erklærede udenrigsministeren.
Bildt lod sig heller ikke rokke:
»Vi har ikke besat jer, og vi er ikke et fængsel,« fik den svenske politiker tilføjet med mikrofonen i hånden, inden ordstyreren havde held med at gå videre til næste spørgsmål.
Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbriannien