Politikeres juleskid hitter op til catalansk valg

En særlig juletradition i Barcelona har fået en ny kant og fortæller på sin egen måde, at catalanerne efter alle trængslerne fortsat holder af deres politikere.

Der er ikke rigtigt andre måder at sige det på: De catalanske politikere skider julen ind lige ved siden af den store katedral i Barcelona, og folk elsker det. Foto: Uffe Taudal Fold sammen
Læs mere

Der er ikke rigtigt andre måder at sige det på: De catalanske politikere skider julen ind lige ved siden af den store katedral i Barcelona, og folk elsker det. Det er – heldigvis må man mene – kun i form af små lerfigurer siddende på hug med bagdelen fri og med resultatet nede mellem fødderne.

De lokale politikere er i godt selskab med Merkel, Trump og andre internationale politikere, sportsstjerner, berømtheder, julemanden, tegneseriefigurer og den traditionelle catalanske bondefigur, der i 1700-tallet var den første til at lægge bagdel til den særegne juletradition normalt placeret i et hjørne af dekorationen med julekrybben.

Men i år er der særligt fokus på de regionale politikere. Interessen er blevet endnu større med selvstyrevalget på torsdag. Efter et efterår med indædt politisk kamp for uafhængighed vælger kunderne at vise deres sympati for den eksilerede selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, siger Marc Alós fra familiefortagendet og keramikværkstedet »caganers.com«:

»Puigdemont er klart mest populær. Sidste år købte folk ham, fordi han lige var blevet valgt, men i år sælger vi mange flere figurer af ham. Vi er hele tiden tilbage på værkstedet for at lave flere. Det går i fast rutefart.«

Købet af politikerfigurerne er kærligt ment, forsikrer Alós og henviser til den århundredegamle tradition. Den overbevisning får han støtte til i meningsmålinger, der fortsat viser stor opbakning til uafhængighedspolitikere,

Puigdemont fører valgkamp fra Bruxelles, hvor opholder sig for at undgå fængsling og sigtelse for forfatningsbrud og opfordring til oprør. Derimod må selvstyrets afsatte vicepræsident, Oriel Junqueras, føre valgkamp fra fængslet i Madrid, hvor han afventer sin retssag.

Han parti står i meningsmålinger til at kunne vinde selvstyrevalget, og at Junqueras pludselig er kommet helt frem i catalanernes bevidsthed, kan man se på hylderne i boderne på det traditionelle julemarked i Barcelonas gamle bydel. Figurerne med ham er helt udsolgt.

»Vi har planlagt vores figurer og er begyndt at lave dem for længe siden. Så kom det her valg med kort varsel, og han er blevet meget mere populær, end vi regnede med,« forklarer Alós.

Derimod er der ikke så meget bud efter at inkludere den spanske premierminister Mariano Rajoy i julepynten i færd med at forrette sin nødtørft. Det forklarer Alós med, at Rajoy har været en fremtrædende politisk skikkelse i mange år, og at han derfor måske allerede er i samlingen. En anden forklaring kunne være, at Rajoy og Spaniens nationalistisk sindede regeringsparti, Partido Popular eller PP, ikke er er synderligt populære i Barcelona.

Selv om Rajoys hårde indgreb forhindrede ethvert tilløb til catalansk selvstændighed, som cirka halvdelen af Cataloniens vælgere også er imod, så viser meningsmålinger, at PP kun står til fem procent af stemmerne. I en ekstra måling fra elPeriódico om catalanernes foretrukne selvstyrepræsident får Carles Puigdemont opbakning fra 30,4 procent, mens Junqueras følger efter med 18,3 procent. PPs lokale leder skraber bunden med opbakning fra 1,5 procent.

Læreren Lidia ønsker ikke nogen af dem. Hun ser på en af julemarkedets bondefigurer, som hun godt kunne se ved siden af jomfru Maria og Jesusbarnet i den »typiske, traditionelle« opsætning.

Sælgeren ved boden indskyder, at de satiriske figurer jo kun er for sjov, mens juletraditionen har noget at gøre med symbolikken i bondens evne til at skabe frugtbarhed og liv og at gøde jorden.

»Og de skal heller ikke have et flag, ikke af nogen slags. Det er sådan, jeg kan lide det,« fastslår Lidia, der kun ønsker sit fornavn offentliggjort, fordi det vil »være meget bedre end alle de problemer, det kan give at blive genkendt«.

Det er følsomt at tale om sin mening om de lokale politikere og sit forhold til uafhængighed i øjeblikket. Det er ekstra følsomt i Barcelona, når man som Lidia er catalaner, men går ind for at lade tingene være, som de er med Catalonien som en del af Spanien.

Hvis hun skulle vælge en politisk julefigur, ville det blive den catalanske socialistleder, Miquel Icetal. Hun er enig med socialistpartiet i, at de catalanske fortalere for uafhængighed ikke skal have lov til at bryde forfatningen.

»Jeg er catalaner, spanier og europæer. Alle tre ting er jeg tilfreds med og stolt over, og den identitet kan ingen bare tage fra os. Men jeg tror på demokratiet, og hvis der var et flertal for at gennemføre uafhængighed på demokratisk vis og i respekt for den forfatning, der blev ofret blod for under diktaturet, så ville jeg acceptere det,« siger den catalanske lærer.

Opmærksomheden omkring juleboderne ved Barcelonas katedral viser, at langt fra alle deler Lidias holdning med jul for sig og politik for sig. Alós fortæller, at der også pludselig er stor interesse for de skidende politikere i familiens bod i Madrid:

»Her sælger vi mange figurer af Puigdemont. Det gjorde vi slet ikke sidste år. Folk siger til os, at de køber ham, fordi de godt kan lide ham, men vi kan jo altid have vores tvivl, om de bare siger det af hensyn til os.«