Politikere: Dronningens Tyrkiet-besøg er »uklogt«

Dronningens statsbesøg i Tyrkiet skal aflyses, hvis Erdogan fortsætter med at udhule demokratiet i sit land, mener en række danske politikere.

Foto: Henning Bagger. Dronning Margrethe med kronprinssesse Mary, prinsesse Isabella og prins Christian under den årlige sommerfotografering på Gråsten Slot.
Læs mere
Fold sammen

Efterårets længe planlagte statsbesøg i Tyrkiet, hvor præsident Recep Tayyip Erdogan skal beværte dronning Margrethe, udenrigsminister Kristian Jensen (V) og en større erhvervsdelegation, kan hænge i en meget tynd tråd. Det skyldes Erdogans massive udrensning af påståede politiske modstandere i Tyrkiets vigtigste institutioner og hans plan om at genindføre dødsstraffen efter det mislykkede kupforsøg.

»Jeg mener ikke, at besøget kan gennemføres, hvis Erdogan fortsætter sine diktatoriske indgreb. Som tingene står nu, er vi nødt til at se tiden an. Men personligt er jeg ikke optimistisk – snarere ekstremt pessimistisk – i forhold til, hvad Erdogan kan finde på,« siger Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen til Berlingske. Udenrigsministeren er på ferie og har ikke kunnet kommentere sagen, mens Kongehuset i går henviste til Udenrigsministeriet.

Også de Konservative og Liberal Alliance er dybt skeptiske over for at sende Dronningen til Tyrkiet, som om ingenting er hændt.

»Det er uklogt at holde fast i statsbesøget. Både af politiske og sikkerhedsmæssige grunde,« siger udenrigsordfører Naser Khader (K) med henvisning til de mange terrorangreb, der har ramt Ankara og Istanbul.

Og sikkerheden er et problem, som Udenrigsministeriet er meget opmærksom på.

»Vi følger sikkerhedssituationen løbende og nøje og gennemfører selvsagt kun statsbesøg, hvis sikkerhedssituationen tillader det,« fastslog Kristian Jensen over for Berlingske i sidste måned.

Og netop sikkerhedstruslen kan bruges som en forklaring på, at statsbesøget aflyses eller udskydes, mener Naser Khader.

»Jeg tror, at man håber på, at PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.) vurderer sikkerheden i Tyrkiet som så dårlig, at det ikke er forsvarligt at sende Dronningen af sted,« vurderer Naser Khader.

På den måde kan Kristian Jensen og Kongehuset undgå at konfrontere Erdogan med, at statsbesøget aflyses af politiske grunde, og det er netop den slags overvejelser, som Udenrigsministeriet lige nu må være travlt optaget af, mener Mette Bock, der er udenrigsordfører i Liberal Alliance. Hun ærgrer sig over, at statsbesøget kan ryge i vasken på grund af en præsident, der går over stregen.

»Det ville være godt med et erhvervsfremstød med Kongehuset i spidsen på et marked som det tyrkiske,« siger Mette Bock

Det mener de danske virksomheder også. I hvert fald er der stor interesse for statsbesøget i erhvervslivet, fortæller Peter Tagesen, afsætningspolitisk chef i Dansk Industri.

»Der har været stor interesse for Tyrkiet i flere år, og derfor er statsbesøget også blevet godt modtaget af de danske virksomheder. Men det er en politisk beslutning, om det skal gennemføres,« siger Peter Tagesen.

S efterlyser vurdering fra regeringen

I Socialdemokraterne er også udenrigsordfører Nick Hækkerup fortørnet over præsident Erdogans fremfærd.

»Jeg opfordrer regeringen til at komme med en politisk vurdering af den politiske situation i Tyrkiet i forhold til statsbesøget. Men helt grundlæggende mener jeg, at vi skal holde fast i den kritiske dialog og gennemføre de statsbesøg, der skal gennemføres i lande, vi ikke er enige med,« siger Hækkerup.

I Enhedslisten behøver EU- og menneskerettighedsordfører Søren Søndergaard ikke regeringens vurdering for at fælde sin dom.

»Dette statsbesøg var allerede forkert inden Erdogans seneste overgreb,« siger Søren Søndergaard, der er overbevist om, at Erdogan vil sole sig i dronning Margrethes besøg og bruge det i sin propaganda.

Det er Naser Khader enig i, mens Venstres Michael Aastrup Jensen understreger, at »det jo ikke bare er et tilfældigt statsbesøg«.

»Og derfor er vi nødt til nøje at overveje situationen. For vi kan ikke på den på ene side kritisere Erdogan for alle hans stærkt problematiske tiltag, og så på den anden side bare lade som ingenting i forhold til statsbesøget,« siger Michael Aastrup Jensen.