Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Men ifølge eget udsagn blev han ført bag lyset.
For ROJ TV var, gik det efterhånden op for ham, alligevel ikke hans; det var PKKs - den militante kurdiske bevægelse, som er på såvel EUs som USAs terrorliste.
»Jeg føler mig i høj grad misbrugt. Ti år har jeg brugt på denne sag. Jeg har troet på virksomheden. Det var mig, der aktiverede den, og jeg har stadig stor sympati for kurdernes sag. De undertrykkes ikke bare i Tyrkiet, men også i Syrien og Iran, og de vestlige medier svigter dem. Det var jo derfor, at jeg gik ind i det helt fra begyndelsen. Jeg kommer fra Iran, hvor ytringsfriheden er helt værdiløs. Jeg tænkte, at vi via medier kan give de oplysninger til befolkningen, som den har behov for. Men i dag har jeg mistet alt for de folk, som i virkeligheden kontrollerer ROJ TV,« fortæller 51-årige Zonoozi.
Han var i 1999 med til at stifte selskabet Mesopotamia Broadcast. Det har hovedsæde i hjertet af København, er moderselskabet bag den mindre kendte kurdiske kulturkanal ME-TV samt radiostationen »Denge« - eller på dansk »Stemme«. Zonoozi var administrerende direktør for Mesopotamia Broadcast fra 1999 til 2008. Før etableringen havde han forgæves søgt finansiering flere steder, indtil en kreds af kurdere i Danmark tog kontakt til ham og tilbød økonomisk støtte. De anbefalede ham samtidig at søge en række kurdiske fonde i Europa - bl.a. Den Kurdiske Kulturfond i Danmark.
Som Berlingske Tidende afdækkede i marts i første del af undersøgelsen af sagen mod ROJ TV, har fonden gennem årene overført 118 mio. kr. til Mesopotamia Broadcast, men har aldrig kunnet redegøre for, hvor pengene kommer fra. Politiet efterforsker, om det er PKK-penge.
ROJ TV kom først til i 2004. En identisk station havde tidligere sendt fra Storbritannien under navnet Med TV, indtil briterne forbød den i 1999 på grund af opfordringer til vold. Straks efter tog en ny station, Medya TV, over fra Frankrig, indtil de franske myndigheder forbød den - ligeledes på grund af dens opfordringer til vold og terror mod den tyrkiske stat. Få dage senere opstod ROJ TV så på H.C. Andersens Boulevard.
Han brød sig egentlig ikke om navnet »ROJ«. Det var valgt, fordi hovedleverandøren af produktioner skulle komme fra det belgiske ROJ NV, som også havde lavet det meste til såvel Med TV som Medya TV. Men selskabet havde problemer med myndighederne i Belgien. Det vidste Zonoozi, som havde besøgt ROJ NV før 2004. I storstilede aktioner kaldet Sputnik I og II havde belgisk politi ransaget selskabets kontorer og i samme aktion indefrosset en hemmelig bankkonto i Luxembourg tilhørende PKK-sympatisører. 350 millioner belgierfranc - svarende til knap 70 mio. kr. - blev beslaglagt på en formodning om, at der var tale om penge inddrevet fra PKK ved afpresning af kurdere boende i Vesteuropa samt - ifølge politiet - narkohandel.
»Det er det rene vrøvl.«
Kan det virkelig være rigtigt, at du ikke vidste besked?
»Jeg vidste ikke, at der var link til PKK. Selv om jeg sagde, som jeg gjorde dengang, så vidste jeg ikke bedre,« fastholder Zonoozi i dag.
Han henviser til, at den tyrkiske regering og de nationalistiske tyrkiske medier »helt åbenlyst fabrikerede falske og manipulerede beviser imod os«, og det styrkede ham i troen på, at det alene var politiske angreb:
»For eksempel brugte de et TV-klip, hvor man kunne se, at værten pludselig havde skiftet slips. Det var flere forskellige udsendelser, de havde sat sammen.«
Hvornår fik du første gang mistanke til, at pengene kom fra PKK?
»Jeg tror, det var 2005-06. Jeg var jo mistroisk over for ROJ NV og et andet produktionsselskab i Belgien, og så fik jeg en advarsel fra Dansk Bank om en overførsel. Jeg kunne samtidig se, at tilskuddene til ROJ TV var meget større, end det vi så til ME-TV.«
I 2004 gav alene Den Kurdiske Kulturfond 38 mio. kr. til ROJ TV, i 2005 52 mio. kr.
Men i de første par år fra 2004 havde du ingen mistanke?
»Nej, jeg troede pengene kom fra almindelige folk, der donerede små beløb hver især. Så der var ingen mistanke til PKK. Jeg blev først 100 procent klar over, at det var PKK-penge, da jeg var i Irak i lejren tæt ved Erbil.«
»Dér går det for alvor op for mig. 16 millioner euro er ikke folkets penge. Man skal ikke være naiv.«
Alligevel fortsatte du som direktør med at benægte forbindelsen til PKK, når tyrkerne klagede, og pressen spurgte. Hvorfor?
»Jeg troede, jeg kunne redde den her sag. Jeg vidste ikke alt det, som jeg ved nu. Meningen var, at vi skulle holde tingene adskilt. ROJ TVs aktiviteter for sig selv og PKK for sig selv. Det var også Karayilans ønske. Jeg var glad for, at de accepterede det, så derfor ville jeg fortsætte.«
Manouchehr Zonoozi forlod først kontorerne på H.C. Andersens Boulevard i 2008. Det skete ikke helt frivilligt. Han fortæller, at han fik trusler fra PKK-folk i Belgien. Samtidig var der uenighed om en gæld på ca. en halv mio. kr., som han for nylig blev dømt til at betale selskabet. Omvendt mener Zonoozi, at selskabet skylder ham et større beløb i løn. Han peger på, at han som direktør var blevet lovet en lønforhøjelse af sin beskedne løn på 26.000 kr. om måneden. Samt at han af egen lomme lagde flere beløb ud til rejser og andet.
Står du frem for at få hævn?
»Jeg har siddet som leder af den her TV-kanal. Jeg er den første person, som vil komme i fængsel. Det er ikke i min egen interesse at stå frem. Jeg får også stadig trusler. Jeg har snakket med politiet om at vidne. Men der sker ingenting, og nu har jeg fået nok af at vente og lytte til alle løgnene. Det har intet med hævn at gøre.«
Hvilken indflydelse har PKK på ROJ TVs programmer?
»Deres journalister sidder i PKK-lejrene, de har direkte telefonkontakt til alle de højtstående PKK-folk. Karayilan ringer via satellit til ROJ NV. Mange af journalisterne tager orlov eller er på kursus i lejrene, men de er aldrig kritiske over for PKK. TV-studierne i Belgien bærer tydeligt præg af det, da mange ansatte går med krykker og mangler arme eller ben fra kampe.«
Hvor mange i ROJ TV ved det her?
»Alle ved det. Jeg tror, jeg var blind.«
Ved bestyrelsesformanden Henrik Caprani Winkel det også?
»Ja, han ved godt, at der er et link.«
Manouchehr Zonoozi er i dag arbejdsløs.