Politiet ransager hjem hos 13 formodede terrorister i Tyskland

Omkring 200 politibetjente har tirsdag ransaget 13 formodede islamisters hjem i Berlin, Potsdam og Nordhausen i Tyskland. Det skriver AP ifølge Denver Post.

TYSKLAND:

Ransagningerne kommer i forlængelse af, at tysk politi i sidste uge anholdt to formodede medlemmer af en islamistisk terrorcelle. De er blevet anklaget for at rekruttere tyrkiske og russiske nationalister til at kæmpe mod »de vantro« i Syrien.

Talsmand ved politiet Michael Gassen fortæller, at ransagningerne tirsdag hovedsageligt blev foretaget hos personer i de to mænds omgangskreds.

»Vi ledte efter yderligere dokumentation i forbindelse med sidste uges anholdelser,« siger han til AP ifølge Denver Post.

De 13 personer, som tirsdag har fået ransaget deres hjem, er endnu ikke anklaget for nogen lovovertrædelser.

Der er ifølge politiet ikke forbindelse mellem anholdelserne og ransagningerne i Tyskland og de angreb og aktioner, der den seneste tid har været i Frankrig og Belgien.

BNB