Politiet lå inde med sandheden om Køln-overgrebene

Nye oplysninger viser, at politi hurtigt modtog hundredvis af anmeldelser om sex-overgreb. Oplysningerne stiller ansvarlige politikere i et særdeles uheldigt lys

PLUS-historie. Nye oplysninger sår tvivl om politikeres forklaring om nytårets overgreb i Køln. Fold sammen
Læs mere
Foto: WOLFGANG RATTAY

BERLIN: Ville tyske politikere lægge låg på sandheden om nytårsnattens seksuelle krænkelser i Køln?

Spørgsmålet rejser sig efter en nærmere undersøgelse, som retspsykologen Rudolf Egg tirsdag fremlagde for en undersøgelseskommission i Köln.

Eggs rapport dokumenterer, at politiet allerede nytårsdag modtog et stort antal henvendelser fra kvinder, der aftenen forinden var blevet genstand for målrettede seksuelle overgreb.

»Den 31. december og 1. januar modtog politiet i alt 227 anmeldelser. Det er 20 pct. af sagerne. Hvad de drejer sig om, er der stadig behov for at undersøge. Jeg kan dog ikke forestille mig, at der kun var tale om tyverier. Allerede nytårsdag burde man have erkendt, at nytårsnattens sager havde store dimensioner«, siger den velrenommerede retspsykolog til den tyske avis Die Welt.

Oplysningerne stiller de ansvarlige politikere i et uheldigt lys. Indtil videre har den socialdemokratisk ledede delstatsregering i Nordrhein-Westfalen hårdnakket fastholdt, at overgrebenes fulde omfang først gik op for myndighederne d. 4. Januar 2016.

»Enten er der tale om en glat løgn, eller også er der noget, der ikke stemmer med de interne kommunikationsstrukturer. Andet kan jeg ikke forestille mig«, siger Egg til Die Welt.

Både den socialdemokratiske ministerpræsident Hannelore Kraft og hendes partifælle, delstatens justitsminister Ralf Jäger er løbende blevet beskyldt af kræfter i oppositionen for enten at undervurdere eller nedtone Köln-overgrebene.

I sin rapport har Egg vurderet 1022 anmeldelser og konkluderer på den baggrund, at politiet svigtede sin opgave. I alt omhandler 46,8 pct. af de samlede 1580 anmeldelser fra nytårsnatten seksuelle krænkelser, hvorunder 17,2 pct. foruden overgreb indbefattede tyveri. Over for undersøgelseskommissionen understregede Egg samtidig, at overgrebene næppe var organiseret på forhånd.

 

LÆS MERE