Politiet i Berlin: Bevæbnet gerningsmand kan stadig være på fri fod

Politiet i Berlin mener, at man har pågrebet den forkerte, skriver Die Welt. Nu leder man efter en bevæbnet gerningsmand i Berlins gader.

Foto: ODD ANDERSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi må arbejde udfra den mulighed, at en bevæbnet gerningsmand stadig går frit omkring. Derfor er vi i højt beredskab,« siger den tyske rigspolitichef Holger Münch ifølge the Guardian.

En unavngiven politikilde siger ifølge den tyske avis Die Welt tidligere i dag, at politiet har fanget den forkerte mand efter et angreb på et julemarked i Berlin, hvor en lastbil kørte ind i en større menneskemængde mandag aften.

»Vi har fat i den forkerte. Den sande gerningsmand er stadig bevæbnet og på fri fod, og han kan forårsage yderligere skade,« siger kilden ifølge Die Welt.

Da lastbilen standsede mandag aften, flygtede lastbilchaufføren i retning af den store park Tiergarten, hvor en »mistænkelig person« efterfølgende blev anholdt, har en talsmand fra politiet tidligere fortalt til Berliner Morgenpost. Men spørgsmålet er, om den anholdte, en 23-årig pakistansk asylansøger, er gerningsmanden.

Ifølge Die Welts oplysninger er der ikke fundet spor af blod på tøjet af den pakistanske mand. Og ifølge en efterforskningsleder ville det være naturligt, hvis den 23-årige asylansøger virkelig havde skudt den polske medpassager, der blev fundet i lastbilen efter angrebet, skriver avisen. Den polske passager er ifølge ejeren af det polske vognmandsfirma blevet dræbt ved knivstik og skud, skriver The Guardian.

På pressemøde i Berlin lyder politiets officielle udmelding, at man »har en formodet gerningsmand«, men politichef i Berlin, Klaus Kandt siger samtidig, at: »Det er usikkert, om den tilbageholdte er gerningsmanden«.

På et senere pressemøde tirsdag, udtrykte den tyske rigsadvokat, Peter Frank, det endnu mere klart:

»Vi må gå ud fra, at vi ikke har fat i den rigtige person. Men det er ikke helt sikkert. Vi mangler nogle resultater,« siger han ifølge Ritzau.

Peter Frank understreger, at både målet samt den måde, angrebet blev udført på, peger på, at islamistiske ekstremister står bag.

På Twitter skriver politiet desuden, at borgere skal afholde sig fra selv at efterforske sagen, ligesom politiet fremhæver, at de fortsat meget gerne modtager henvendelser om mistænksomme observationer.

Politiet bekræfter dermed, at det ikke er sikkert, at man har anholdt den chauffør, der mandag aften kørte ind i julemarkedet på Breitscheidtplatz ved Gedächtniskirken i Berlin. En hændelse, der af politiet betegnes som et angreb udført med vilje, og som indtil videre har kostet 12 mennesker livet, mens 48 er sårede heraf 18 alvorligt.

Forbundskansler Angela Merkel har på et pressemøde tirsdag sagt, at man må betragte det som et terrorangreb.

Opdateres...