Politichefen i Ferguson går af efter kritisk rapport

Protester i byen Ferguson efter drabet på teenageren Michael Brown. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUCAS JACKSON

Politichefen i Ferguson, Tom Jackson, går af efter offentliggørelsen af justitsministeriets rapport om ulovligheder og racisme i politiet, skriver Reuters.

Kritikken af politiafdelingen har været massiv siden raceurolighederne i efteråret, hvor den 18-årige og ubevæbnede Michael Brown blev dræbt af skud af en betjent.

Tirsdag trak den øverste administrative leder af politiet, den såkaldte city manager, John Shaw, sig fra sin stilling.

I sidste uge måtte to betjente fra Fergusons politiafdeling trække sig, da det i forbindelse med rapporten kom frem, at betjentene havde udvekslet racistiske jokes med en ansat fra byens rådhus. Den pågældende ansatte trak sig ligeledes fra sin stilling.

BNB/Reuters