Politibetjente skulle dræbes på offentlige veje eller politistationer

I alt 13 personer er blevet anholdt efter torsdagens anti-terroraktion i Belgien. Politiet fandt våben, falske id-papirer, politiuniformer og eksplosiver i aktionen. Politiet var målet.

Foto: Olivier Hoslet. Belgisk politi har spærret gaden, hvor aktionen foregik.
Læs mere
Fold sammen

BELGIEN: Det var belgiske politibetjente, der var målet for det terrorangreb, det belgiske politi torsdag aften afværgede i en storstilet anti-terroraktion.

Det bekræfter en offentlige anklager på et pressemøde efter torsdagens store anti-terroraktion, hvor to formodede terrorister blev dræbt og en hårdt såret.

»Jeg kan ikke fortælle præcis, hvordan de mistænkte ville angribe politibetjente, men de ville dræbte dem på offentlige veje eller på politistationer,« lyder det fra den offentlige anklager ved pressemødet i Belgien.

I alt er 13 personer blevet anholdt i aktionen, heraf er to personer blevet anholdt i Frankrig, og dem vil Belgien nu bede om at få udleveret.

Under flere forskellige ransagninger i Belgien har politiet fundet flere våben, eksplosiver, falske id-dokumenter, politiuniformer og store summer penge.

Adspurgt om terrorcellen udelukkende er belgisk, eller om de anholdte har forbindelser til andre lande og eventuelt havde planlagt andre terrorangreb, lyder svaret:

»Det er ikke en del af et internationalt terrornetværk. Det er et belgisk anliggende. Men som i alle sager samarbejder vi med vores udenlandske kolleger,« lyder det fra anklageren.

Han vil ikke afsløre de anholdtes nationalitet eller identitet af hensyn til efterforskningen.

Det var belgiske antiterrorstyrker, der torsdag aften slog til mod en terrorcelle af hjemvendte Syrien-krigere i byen Verviers. Ifølge politiet har man været på sporet af terrorcellen i lang tid - også før terrorangrebene i Paris mod satiremagasinet Charlie Hebdo og gidseldramaet i et jødisk supermarked.

Belgiens terroralarm er efter aktionen blevet forhøjet til tre på en skala med fire trin, skriver The Telegraph. Det betyder, at et nyt angreb er »muligt eller sandsynligt«. Flere jødiske skoler i Belgien er ifølge den israelske avis Haaretz blevet lukket af sikkerhedsmæssige årsager efter anti-terroraktionen.

Politiet har afkræftede allerede torsdag, at anti-terror-aktionen skulle have noget at gøre med sidste uges terrorangreb på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris.

Sideløbende med de 13 anholdelser i Belgien er 12 personer blevet anholdt i nabolandet Frankrig i forbindelse med sidste uges terrorhandlinger.