Politi vil afhøre diplomat i sag om drab på Jong-uns bror

Malaysisk politi har indkaldt en ansat ved den nordkoreanske ambassade til afhøring i spektakulær drabssag.

Læs mere
Fold sammen

Kuala Lumpur. Malaysisk politi vil afhøre en nordkoreansk diplomat i sagen om drabet på Kim Jong-nam - halvbroren til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

Det oplyser den nationale politichef, Khalid Abu Bakar, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det malaysiske politi har foreløbig identificeret fem mistænkte i den spektakulære sag og vil indkalde yderligere tre personer til afhøring.

Blandt dem er en person, der er tilknyttet Nordkoreas ambassade i Malaysia. Derudover er der tale om en person, der er ansat ved et nordkoreansk luftfartsselskab.

- Vi har kontaktet ambassaden for at få lov til at afhøre dem begge. Vi håber, at den nordkoreanske ambassade vil samarbejde med os og lade os afhøre dem snart, siger Kalid Abu Bakar.

- Hvis ikke den vil det, så vil vi tvinge dem til at komme til os, tilføjer han.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er den nordkoreanske person ansat som ambassadesekretær. Det er stillingsbetegnelsen for en yngre udsendt medarbejder, som rangerer under ambassadørniveau.

Kim Jong-nam blev angiveligt snigmyrdet i Kuala Lumpurs internationale lufthavn i sidste uge, mens han ventede på at boarde sit fly mod Macau.

Den malaysiske politichef oplyser, at yderligere fire mistænkte formentlig er rejst ud af Malaysia og er tilbage i Nordkorea.

/ritzau/