Politi har ransaget hjemmet hos en person, der menes at være knyttet til bilbomben, der eksploderede i den amerikanske by Nashville om morgenen juledag.

Ifølge flere amerikanske medier er der tale om en 63-årig »person af interesse«, hvis hjem i Nashville-området er blevet gennemsøgt.

Personen sættes i forbindelse med eksplosionen, der fandt sted fredag morgen i det centrale Nashville i en parkeret autocamper. Kort inden eksplosionen, lød en advarsel om, at autocamperen ville sprænge i luften.

Politiets efterforskere mener nu, at der højst sandsynligt er tale om en selvmordsbombe efter fundet af menneskelige rester. Der er ikke blevet bekræftet nogen dødsfald i forbindelse med hændelsen.

Det er ikke oplyst, hvorvidt politiet har anholdt nogen i forbindelse med eksplosionen. Det oplyses heller ikke, hvordan den 63-årige person er knyttet til den. Men til CNN oplyser en FBI-agent, at de ikke leder efter andre mistænkte.

Borgere i det centrale Nashville vågnede juledag op til en eksplosion, der kom fra en autcamper. Harrison Mcclary/Reuters
Borgere i det centrale Nashville vågnede juledag op til en eksplosion, der kom fra en autcamper. Harrison Mcclary/Reuters

Politiet fastslog på dagen for eksplosionen, at det ikke var en ulykke, men en forsætlig handling.

Tre personer blev såret, og eksplosionen forårsagede flere skader på bygninger og biler i nærheden.

»Skaderne er chokerende, og det er et mirakel, at ingen beboere er blevet dræbt,« skrev Bill Lee, der er guvernør i delstaten Tennessee, hvor Nashville er hovedstad, lørdag på Twitter.

Motivet bag eksplosionen er uvis. USAs forbundspoliti (FBI) er tilkaldt for at hjælpe med efterforskningen.

Politiet har indtil nu modtaget mere end 500 tip fra befolkningen, som der nu skal arbejdes videre med.

Politiet kalder gerningsstedet for »et kæmpe puslespil«, fordi bomben har spredt bevismateriale ud over flere byblokke.

Guvernøren i delstaten har bedt præsident Donald Trump om at erklære undtagelsestilstand i staten. Det er et teknisk skridt, der vil udløse føderal hjælp til at reparere nogle af skaderne.

Flere af bygninger har ifølge guvernøren historisk betydning.

/ritzau/AFP