Rikshospitalet i den norske hovedstad, Oslo, har den seneste tid haft stor mediebevågenhed som følge af kongelige indlæggelser og kong Haralds dødsfald.

Det har tilsyneladende taget overhånd, da Rikshospitalet flere gange har bedt om assistance fra politiet til at håndtere pressen.

Det skriver Per-Ivar Iversen fra politiet i Oslo i en politilog ifølge nyhedsbureauet NTB.

Her opfordrer han pressen til at opføre sig ordentligt og "vise respekt for pårørende, som er på besøg hos syge familiemedlemmer".

- Oslo politidistrikt har mere end nok at lave, uden at vi skal være barnepige for journalister, som ikke er i stand til at rette sig efter anmodninger fra vagterne på Rikshospitalet, skriver Per-Ivar Iversen og tilføjer, at det er en opfordring til alle mediehuse i Oslo.

Han uddyber kritikken over for NTB, hvor han blandt andet fortæller, at der er blevet filmet ind på akutmodtagelsen.

Derudover tilføjer han, at pressen har krydset den grænse, der er sat for, hvor pressefolk må stå ved hospitalet.

- De er ikke i stand til at rette sig efter den, siger han til nyhedsbureauet.

Der har været et stort presseopbud foran Rikshospitalet den seneste tid.

Det har særligt været i forbindelse med den nu afdøde kong Haralds indlæggelse, hvor der løbende kom meldinger fra kongehuset om, at hans tilstand var blevet forværret.

Her blev der blandt andet taget billeder af, at de kongelige familiemedlemmer ankom og igen tog fra hospitalet.

Der er dog et område, hvor pressen gerne må opholde sig. Men det er tilsyneladende den, der er blevet overskredet.

Tidligere tirsdag har norske medier også berettet, at kong Haakon, dronning Mette-Marit og kongens søster, prinsesse Märtha Louise er kørt til hospitalet.

Det er blandt andet billeder fra medierne, der har vist de kongelige ankomme og tage derfra igen.

Kong Haakon og prinsesse Märtha Louise har senere forladt hospitalet igen. Årsagen til besøget er ukendt.

RITZAU