Politi i Phoenix anholder formodet seriemorder efter et år

En 23-årig mand er mistænkt for at have skudt og dræbt ni personer fra august 2015 og et år frem i Phoenix.

En skecht af den formodede gerningsmand. Fold sammen
Læs mere
Foto: PHOENIX POLICE DEPARTMENT / HANDOUT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politiet i Phoenix i den amerikanske delstat Arizona har anholdt en mand, som mistænkes for at have dræbt ni personer i løbet af 11 måneder.

Det rapporterer flere amerikanske medier natten til tirsdag dansk tid.

»Denne sag har plaget vores lokalsamfund i over et år,« siger Jeri William, politichef i Phoenix, på et pressemøde mandag lokal tid ifølge Fox News.

Politiet har jagtet seriemorderen i over et år.

Personen, der nu er anholdt, er en 23-årig mand af latinamerikansk afstamning.

Hovedparten af de mange drab fandt sted fra marts 2016 og fire måneder frem.

Her blev tre mænd, tre kvinder og en 12-årig pige dræbt. Alle syv blev skudt, mens de gik på gaden eller opholdt sig foran deres hjem.

Samtlige drab blev begået efter mørkets frembrud i bydelen Maryvale i den vestlige del af Phoenix.

Desuden er den mistænkte sigtet for yderligere to likvideringer samt to forsøg på drab.

Allerede i april i år havde politiet den 23-årige mand til forhør i forbindelse med et drab i august 2015 på en 61-årig mand. Den dræbte havde et forhold til den mistænktes mor.

Politiet har siden gransket mandens forklaringer, og det har nu tilsyneladende ført til et gennembrud i sagen.

Efterforskerne mener også, at han stod bag nedskydningen af en 22-årig mand nytårsdag 2016.

Med undtagelse af det første offer var de øvrige otte tilfældige personer uden tilknytning til den anholdte, oplyser politichef Jeri William.

I juli 2016 offentliggjorde politiet i Arizona en fantomtegning af den formodede gerningsmand.

»Nogen derude ved, hvem der står bag dette. Vi har brug for lokalsamfundets hjælp til at opklare disse sager,« sagde Joseph Yahner, politichef i Phoenix, ifølge CNN.

Tegningen viste en hvid eller latinamerikansk-udseende mand på mellem 20 og 30 år.

I håb om et gennembrud i efterforskningen blev der også udlovet en dusør på 30.000 dollar for oplysninger, der kunne føre til gerningsmanden.

»Vi håber, at vores samfund kan tage det lidt mere roligt nu, og at vores betjente vil få lidt mere søvn i visheden om, at retfærdighedens hjul endelig er i bevægelse,« siger Jeri William ifølge nyhedsbureauet AP.

Hun oplyser ikke noget om et muligt motiv til de mange drab.