Russisk politi er torsdag aften lokal tid begyndt at anholde demonstranter, der er samlet i det centrale Moskva for at protestere mod krig i Ukraine.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Ria ifølge Reuters.

Ifølge en opgørelse fra OVD-Info, der overvåger demonstrationerne, er mindst 1600 mennesker blevet anholdt i 51 byer.

Kampklædt politi i Moskva har grebet ind mod en demonstration i Moskva. Også i Ruslands næststørste by, Sankt Petersborg, er snesevis af demonstranter anholdt. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Torsdag advarede Ruslands regering sine egne borgere mod at deltage i demonstrationer mod den indledte offensiv i Ukraine.

I det centrale Moskva er politiet massivt til stede. Området omkring Pusjkin-pladsen er spærret af.

Tidligere på dagen blev en russisk aktivist angiveligt anholdt efter at have opfordret til demonstrationer.

»Jeg blev tilbageholdt på vej ud af huset,« skriver Marina Litnovitj, en russisk aktivist fra Moskva, på beskedtjenesten Telegram.

Hun har også bekræftet meldingen i en besked til Reuters.

Litnovitj har opfordret russerne til at samles til demonstrationer mod Ruslands invasion af Ukraine i flere russiske byer torsdag aften.

I Sankt Petersborg er op til 1000 demonstranter samlet for at protestere.

»Jeg føler, at myndighederne er gået fra forstanden,« siger Svetlana Volkana, en af demonstranterne i Sankt Petersborg, til AFP.

Ruslands sikkerhedsstyrker har tidligere slået hårdt ned på demonstrationer med kritik af præsident Vladimir Putins regering.

Den russiske offensiv blev indledt i de tidligere morgentimer torsdag.

/ritzau/