Politi efter 64 døde i brand: Vagt slukkede alarm og nødudgange var blokerede

Et russisk undersøgelsesudvalg siger, at nødudgange i center var blokeret, og en vagt slukkede alarmsystem.

Foto: SERGEI GAVRILENKO. Mindst 64 personer er meldt omkommet efter den voldsomme brand i et russisk indkøbscenter i byen Kemerovo.
Læs mere
Fold sammen

Der er fundet flere "meget alvorlige" omstændigheder omkring en stor brand i et russisk indkøbscenter, hvor 64 personer er meldt omkommet siden søndag aften.

Et russisk undersøgelsesudvalg meddeler, at en sikkerhedsvagt havde slukket alarmsystemet i centret, der ligger i byen Kemerovo.

Desuden var nødudgange i bygningen blokeret.

Mange er omkommet i indkøbscenterets biograf, og en del af ofrene er ifølge russiske myndigheder børn.

Branden i indkøbscentret brød efter alt at dømme netop ud i en biografsal på fjerde sal. Derfra bredte den sig over et område på omkring 1600 kvadratmeter.

20 mennesker blev reddet ud af den brændende bygning, og omkring 100 andre blev evakueret fra stedet.

 

Russisk tv har vist billeder af mennesker, der springer ud af indkøbscentrets vinduer for at undslippe flammerne.

Ud over butikker og en biograf indeholder indkøbscentret en bowlinghal, flere restauranter og en minizoo for børn.

Området omkring Kemerovo er kendt for sin kulproduktion. Byen ligger i det sydlige Sibirien omkring 3600 kilometer øst for Ruslands hovedstad, Moskva.

/ritzau/Reuters