Britisk politi har besluttet at stoppe efterforskningen af en sag, hvor den tidligere prins Andrew er blevet anklaget for at have bedt en af sine livvagter grave oplysninger frem om Virginia Giuffre.
Det skriver politikredsen Metropolitan Police, som dækker det meste af London og omegn, i en pressemeddelelse.
Foreløbigt har politiet ikke fundet indikationer på, at der er begået noget ulovligt eller ureglementeret, og derfor afsluttes efterforskningen indtil videre.
Virginia Giuffre beskyldte gennem en årrække den daværende prins Andrew for at have udnyttet hende seksuelt, da hun som ung arbejdede for den amerikanske milliardær Jeffrey Epstein i Florida.
Andrew kom som mange andre fremtrædende personer i Epsteins hjem.
I oktober oplyste Metropolitan Police, at politikredsen havde iværksat en undersøgelse af oplysninger, som pegede på, at prins Andrew i 2011 havde bedt en offentligt finansieret livvagt om at grave oplysninger frem om Giuffre.
Anklagen blev i første omgang bragt af den britiske avis Mail on Sunday.
- Efter at informationer for nyligt pegede på, at Andrew Mountbatten-Windsor havde bedt sin livvagt fra Metropolitan Police om at lave undersøgelser angående Giuffre i 2011, lavede Metropolitan Police en ny undersøgelse.
- Denne undersøgelse har ikke fundet nogen nye beviser for kriminelle handlinger eller ureglementeret adfærd, skriver Metropolitan Police.
Politikredsen understreger, at den vil genoptage efterforskningen af sagen, hvis den modtager nye oplysninger, som berettiger det.
Virginia Giuffre begik selvmord i april, men havde inden sin død skrevet en erindringsbog, som blev udgivet i oktober.
Her fortalte hun blandt andet om, hvordan den daværende prins Andrew havde haft sex med hende, da hun var 17 år, som om det var "hans fødselsret".
Senere i oktober fik Andrew frataget sin prinsetitel af kong Charles og fik besked på at fraflytte sin kongelige residens.
Siden har den tidligere prins brugt navnet Andrew Mountbatten-Windsor.
Andrew har hele tiden afvist at have haft sex med Virginia Giuffre, men indgik dog et forlig med hende i 2022.
Metropolitan Police har deltaget i efterforskningen af en sag om mulig menneskehandel, som Jeffrey Epstein og hans samarbejdspartner Ghislaine Maxwell skal have stået bag, da de rekrutterede Virginia Giuffre.
I pressemeddelelsen, der er udsendt lørdag, beskriver Metropolitan Police, hvordan politikredsen har overladt sagen om menneskehandel til andre landes myndigheder - herunder USA - da den formodede menneskehandel primært skal være foregået uden for Storbritannien.
/ritzau/
