Politi betragter løs tiger som en forbrydelse

En tiger, der var sluppet ud af sit bur, dræbte tirsdag, en besøgende i San Franciscos zoologiske have. Politiet betragter nu sagen som en mulig forbrydelse.

Politiet i San Francisco undersøger om nogen lukkede den 150 kg tunge siberiske huntiger Tatiana i San Francisco zoo ud af sit bur med vilje. En 17-årig mand døde efter at være blevet bidt i struben.

To andre zoo-gæster blev såret, da tigeren gik til angreb på gæsterne i en café i nærheden af tigerburet. De blev indlagt med dybe bid og sår, men meldt uden for livsfare.

Politiet skød og dræbte tigeren, da den gik til angreb på betjente, der forsøgte at redde de tre unge mænd.

Står uforstående overfor hvordan det kunne ske
En talskvinde for dyreparken oplyser, at parkens ledelse ikke kan forklare, hvordan tigeren slap ud af sit bur, som er omgivet af en 4,5 meter bred voldgrav og en seks meter høj mur. Det er blandt andet årsagen til, at politiet arbejder med teorien om, at nogen bevidst har lukket tigeren ud af buret.

Gæster i dyreparken blev evakueret, mens tigeren gik rundt i parken på den sidste åbningsdag før jul. I første omgang frygtede man, at tigeren havde selskab af tre andre tigere. Men det viste sig dog senere, at de tre andre tigere stadig befandt sig i deres bure.

Det er kun et år siden, at selvsamme Tatiana bed en dyrepasser i armen for øjnene af et skrækslagent publikum.