Politi bekræfter at have fundet rester af journalist i Amazonas

To brødre har indrømmet drabet på journalist og hans brasilianske rejsemakker i regnskoven Amazonas.

Journalist Dom Phillips, som er i midten af billedet, var i Amazonas for at researche til en ny bog. Hans menneskelige rester er fundet i Amazonas, bekræfter politi fredag. (Arkivfoto). Joao Laet/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Brasiliansk politi bekræfter, at man har fundet menneskelige rester af den forsvundne journalist Dom Phillips i Amazonas.

Det oplyser politiet fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Retsmedicinske undersøgelser har bekræftet, at det er resterne af den britiske journalist, der er fundet i regnskoven.

To mistænkte brødre har indrømmet drabet på Dom Phillips og hans brasilianske rejsemakker Bruno Pereira.

Onsdag fandt politi frem til nedgravede menneskelige rester, som man var overbevist om stammede fra de to. Og fredag er det altså bekræftet, at resterne af Dom Phillips er fundet i regnskoven.

Politiet oplyser, at det stadig arbejder på en »fuldstændig identifikation« af de menneskelige rester, der er fundet, hvoraf dele altså også kan tilhøre Pereira.

Phillips og Pereira var sammen draget til den afsidesliggende Javari-dal i Amazonas for at researche til en ny bog.

De skulle være vendt tilbage fra deres tur for at deltage i et møde søndag den 5. juni. Men de dukkede aldrig op. Siden var de meldt savnet, indtil de menneskelige rester blev fundet onsdag.

57-årige Dom Phillips var blandt andet tilknyttet den britiske avis The Guardian.

41-årige Bruno Pereira betragtes som en ekspert i indfødte befolkningsgrupper og har arbejdet for at beskytte deres landområder.

Det er kendt, at han tidligere har modtaget trusler fra skovhuggere og minearbejdere, som forsøger at indtage de indfødtes land.

Vidner har fortalt politiet, at Pereira i dagene op til forsvindingen modtog trusler fra den ene af brødrene, der er fisker.

Fiskeren blev anholdt i sidste uge, efter at politiet havde fundet blod på hans båd. Ved samme lejlighed blev der fundet »organisk materiale«, som siden er blevet undersøgt.

/ritzau/