Torsdag morgen har politiet ransaget 21 adresser i Bruxelles, Flandern, Vallonien og Portugal i en sag om mulig korruption og bestikkelse i EU.

Ifølge mediet Brussels Signal har anklagemyndigheden i Belgien bekræftet følgende:

»Flere personer er blevet anholdt, så de kan afhøres i forbindelse med en sag om angivelig involvering i korruption, forfalskning og brug af falske dokumenter i EU-Parlamentet.«

På nuværende tidspunkt har myndighederne ikke offentliggjort nogen navne i sagen. Der er ikke blevet gennemført nogle ransagninger i selve EU-parlamentet.

Den belgiske avis Le Soir skriver, at en række lobbyister, der arbejder for den kinesiske techvirksomhed Huawei, er blandt de anholdte, og ifølge det amerikanske medie Politico tilhører et af de kontorer, som politiet ransagede, netop Huawei.

Ifølge Le Soirs oplysninger er lobbyisterne mistænkt for at have bestukket nuværende og tidligere medlemmer af EU-Parlamentet.

Den belgiske anklagemyndighed skal ifølge Politico have sagt, at der har fundet mistænkelig adfærd sted hos Huawei, jævnligt men meget diskret, i en periode fra 2021 til i dag.

Desuden skulle det være sket under dække af kommercielt lobbyarbejde. Det samme skriver Brussels Signal.

Qatargate

Det er ikke første gang, at politiet retter mistanke om korruption mod EU-Parlamentet.

Parlamentet har tidligere været centrum for den såkaldte Qatargate.

Den blev kendt i offentligheden, efter at belgisk politi i december 2022 ransagede 16 adresser i Bruxelles og fandt 1,5 millioner euro i kontanter, skriver Ritzau.

En del af pengene blev fundet i den daværende næstformand for EU-Parlamentet Eva Kailis hjem.

Politiet mener, at pengene kom fra blandt andet Qatar, som på daværende tidspunkt var vært for VM i fodbold.

Pengene skulle være givet til gengæld for indflydelse og positiv omtale i parlamentet.