Polens regeringsparti vinder bittersød sejr ved valg

Tidligere premierminister Jaroslaw Kaczynskis PiS-parti vinder valg, men får svært ved at regere.

POLAND-ELECTION/
Allerede søndag aften, få minutter efter at valgstederne lukkede klokken ni, og de første valgstedsmålinger blev offentliggjort, erklærede lederen af PiS, Jaroslaw Kaczynski, at sejren var hjemme. REUTERS/Kacper Pempel Fold sammen
Læs mere
Foto: KACPER PEMPEL

Polens konservative regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS), vandt søndagens parlamentsvalg med det bedste valgresultat, som noget parti har opnået siden 1989.

Partiet fik 43,6 procent af stemmerne, viser det endelige valgresultat.

Dermed har det fået støtte fra over otte millioner vælgere. Det vil formentligt få absolut flertal i parlamentets underhus, Sejm.

Her står det til at få 235 eller 236 ud af de i alt 460 pladser.

Men partiet vil sandsynligvis miste kontrollen over senatet, hvormed det får sværere ved at regere.

PiS havde i det tidligere senat et klart flertal på 61 ud af 100 pladser.

Polens største oppositionsblok, Borgerkoalitionen, får 42 eller 43 pladser i senatet. Resten af pladserne fordeles mellem andre oppositionspartier og uafhængige.

»Det bliver svært for PiS at få lovgivning igennem på samme måde som tidligere i dette nye landskab, hvor det kun har et lille flertal i parlamentet og ikke har flertal i senatet,« siger valgforsker Rafal Matyja til dpa.

Allerede søndag aften erklærede lederen af PiS, Jaroslaw Kaczynski, at sejren var hjemme.

»De gode forandringer vil fortsætte,« sagde Kaczynski i en tale i partiets hovedkvarter.

PiS har ledet Polen siden 2015, og partiet får stor vælgeropbakning på velfærdstiltag, der gavner mange af Polens dårligst stillede.

Kaczynski har i den tid ikke selv siddet på premierministerposten. Få er dog i tvivl om hans store magt i partiet.

Det konservative regeringsparti har tætte bånd til den katolske kirke og har blandt andet talt imod LGBT-rettigheder.

PiS håbede på et stærkt mandat til at fortsætte omstridte reformer af retsvæsnet, medierne, kulturinstitutioner og andet.

Det er reformer, der har bragt Polen på kollisionskurs med EU. Iagttagere forventer, at disse konfrontationer vil fortsætte.

Valgdeltagelsen i Polen lå søndag på 61,1 procent - det højeste siden 1989.

/ritzau/Reuters