Polens regering tøver med abortlov efter to ugers protest

En skærpelse af abortloven i Polen er ikke trådt i kraft som ventet, da den har udløst store demonstrationer.

To polske demonstranter afklædte sig tirsdag og stillede sig foran præsidentboligen i Warszawa for at vise deres utilfredshed med en skærpelse af Polens abortlov. Devos Francois/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Polen har »brug for ro« til at drøfte en afgørelse fra højesteret, der vil forbyde de fleste aborter.

Det siger en talsmand for regeringen tirsdag.

Det var forventet, at skærpelsen af abortloven ville træde i kraft mandag, men store demonstrationer og protester fra befolkningen hver eneste dag de seneste knap to uger lader til at have forsinket processen.

Forfatningsdomstolen i Polen besluttede 22. oktober, at abort af fostre med misdannelser er forfatningsstridigt.

Dermed blev der banet vej for en yderligere stramning af Polens abortlovgivning, der i forvejen er en af Europas mest restriktive.

Når stramningerne træder i kraft, vil det kun være tilladt at få en abort, hvis graviditeten er et resultat af voldtægt eller incest, eller hvis den udgør en risiko for morens liv eller helbred.

Afgørelsen har udløst store demonstrationer i befolkningen. Både mænd og kvinder er gået på gaden for at demonstrere imod loven, og med tiden har det udviklet sig til bredere protester mod landets regering.

Tirsdag var der demonstrationer igen, hvor blandt andet to polakker klædte sig af og stod foran præsidentboligen i Polens hovedstad, Warszawa.

Oprindeligt havde regeringen meldt, at afgørelsen skulle være fuldbyrdet inden den 2. november, men den er endnu ikke offentliggjort i regeringens officielle publikation, hvilket betyder, at den ikke er trådt i kraft.

- I øjeblikket har vi alle brug for ro til at diskutere denne afgørelse. Vi har brug for ro fra befolkningen og diskussioner blandt eksperter, siger Piotr Muller, talsmand for regeringen.

/ritzau/Reuters