Polens afsatte indenrigsminister anholdt

Den tidligere polske indenrigsminister mistænkes for at have brugt sit ministerium til at udspionere politiske rivaler.

Torsdag morgen dukkede politiet i Warszawa op for at anholde Polens netop afsatte indenrigsminister, Janusz Kaczmarek. Det bekræfter hans advokat.

Kaczmarek er under mistanke for at have brugt sit ministerium til at udspionere politiske rivaler, og der skal blandt andet være brugt telefonaflytning.

Oppositionen kræver, at en særlig parlamentarisk kommission undersøger, om premierminister Jaroslaw Kaczynski og hans højreorienterede regeringskoalition har brugt Polens hemmelige efterretningstjenester, justitsministeriet og agenturet til korruptionsbekæmpelse til at sværte politiske modstandere.

Kaczmarek trådte tilbage fra posten som indenrigsminister i sidste måned.

/ritzau/