Pludselig sidder de bag rattet i en lastbil med speederen i bund

De har voldelige tendenser og psykiske problemer, men så længe de såkaldt ensomme ulve ikke har direkte tilknytning til jihadorganisationer eller højreradikale netværk, kryber de under efterretningstjenesternes radar.

Foto: Boris Horvat Fold sammen
Læs mere

MELLEMØSTEN: Det er de ensomme ulves tid. Tyskland er blevet ramt fire gange på en uge. I Frankrig døde 84 for nylig i angrebet i Nice, og i Storbritannien blev parlamentarikeren Jo Cox offer for det første mord på et parlamentsmedlem siden 1990. Mandag blev endnu en amerikansk natklub an­grebet, halvanden måned efter Omar Mateens Orlando-angreb og ti dage efter angrebet på politibetjentene i Baton Rouge.

I modsætning til terrorangrebene i Paris og Bruxelles, der blev udført af terrorister med direkte tilknytning til Islamisk Stat, falder den seneste voldsbølges bagmænd i en særlig kategori for såkaldt »selvradikaliserede«

En betegnelse for de terrorister og massemordere, der ikke er medlemmer af over­vågede grupper, men som lader sig inspirere af dem til at handle.

»Selvradikaliserede personer med mentale lidelser repræsenterer en ny slags terror,« siger Michael Hayden, USAs tidligere direktør for CIA, til Reuters.

»Dette fænomen gør det, som jeg ser det, muligt for de problematiske og reelt farlige personer at stræbe efter en bredere sag, som giver mening i deres fremmedgørelse,« siger Michael Hayden.

Men det er den lette forklaring. En amerikansk undersøgelse viser, at kun ti procent af de personer, der eksempelvis har været involveret i 300 jihad-sager i USA siden 2001, er mentalt ustabile. Kun 12 procent af dem har kriminel baggrund, og i mange tilfælde er der tale om fædre med fast arbejde.

Det er præcis den manglende profil på bagmændene, der gør det vanskeligt at dæmme op for de såkaldt selvradikaliserede. De er ikke overvåget af myndighederne. De har mentale problemer som så mange andre, og de fører en tilværelse, der ikke adskiller sig fra mange andres. Men pludselig sidder de bag rattet i en lastbil med speederen i bund, eller også trækker de pistol og knive på steder, hvor mange mennesker samles. Deres vej fra kedelig grå borger til manden bag et blodigt amokløb er en sprint, som myndighederne ikke når at forhindre.

Både gerningsmanden i Nice, den 31-årige Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, og München- gerningsmanden, 18-årige Ali David Sonboly, fik hjælp til at udføre angrebene. Men ikke den slags hjælp, der vækker opmærksomhed hos myndighederne, fordi de dag og nat har travlt med at optrevle de trusler, der kommer direkte fra Islamisk Stat og andre terrornetværk.

Vejen til vold

For at forhindre ensomme ulves angreb er amerikanske FBI begyndt at fokusere på den »vej til vold«, der både bruges af jihadister og militante nynazister.

»FBI spørger ikke hvorfor, men snarere hvad,« skriver den amerikanske sikkerhedsanalytiker Peter Bergen.

»Altså, hvad skal en ekstremist af en hvilken som helst art bruge på vejen til den voldelige handling?«

Mens Ali David Sonboly angiveligt var inspireret af Anders Breivik og købte pistol på det »mørke net«, var Mohamed Lahouaiej-Bouhlels angrebsform hentet direkte fra terrororganisationernes manualer for jihadister og ensomme ulve. Det samme gælder den 27-årige syrer, der dræbte sig selv og sårede 12, da hans bombe blev bragt til sprængning på en bar i Ansbach i Tyskland. I en video, der blev fundet på hans telefon, erklærer han troskab til Islamisk Stat. Men de tyske myndigheder kendte ham ikke som IS-jihadist forud for angrebet.

I 2011 skrev al-Qaedas magasin »Inspire« detaljeret om, hvordan ensomme ulve burde angribe vestlige mål. I 2014 opgraderede Islamisk Stat disse opfordringer og gjorde dem endnu mere detaljerede.

Fællesnævnerne

Til Berlingske siger Amarnath Amarasingam, srilankansk terrorforsker med tilknytning til Waterloo University i Ontario, at fællesnævnerne er, at de ofte kæmper med ting i deres liv, de har ikke meningsfulde forhold til andre, de er isolerede og vrede over krigene og de mange ofre i verden.

Sådan er der mange, der har det. Hans teori er, at mange lader sig radikalisere, men det er de færreste, der bliver voldelige.

De personer, Amarnath Amarasingam hentyder til, er de samme, som Michael Hayden kalder for selvradikaliserede. De gør noget, de fleste andre aldrig ville drømme om. De omsætter deres personlige frustrationer til massemord ved at hente inspiration i terrormanualer, eller tidligere angreb som Breiviks. Alt sammen materiale, der er frit tilgængeligt for alle med en netforbindelse.