Den kurdiske organisation PKK erklærer øjeblikkelig våbenhvile med Tyrkiet.

Det fremgår af en erklæring fra gruppen på det pro-kurdiske nyhedsmedie ANF's hjemmeside. En erklæring, som nyhedsbureauerne Reuters og AFP citerer fra.

Meldingen fra PKK kommer, efter at lederen af PKK, Abdullah Öcalan, torsdag opfordrede til, at gruppen skal nedlægge våbnene. Han opfordrede desuden til at opløse gruppen.

- For at bane vejen for gennemførelse af leder Apos (Abdullah Öcalan, red.) opfordring til fred og et demokratisk samfund erklærer vi våbenhvile gældende fra i dag, skriver PKK's ledelse blandt andet i erklæringen ifølge AFP.

- Vi er enige med indholdet af hans opfordring. Vi siger, at vi vil følge det og implementere det, lyder det videre.

Gruppen, som har base i det nordlige Irak, meddeler desuden, at "ingen af vores styrker vil gribe til våben, medmindre vi bliver angrebet".

Ifølge Reuters lyder det, at PKK håber på, at Tyrkiet vil løslade Öcalan.

Han sidder fængslet i nærmest isolation i et topsikret fængsel på en lille ø i Marmarahavet. Det har han gjort i årtier.

PKK melder sig ifølge de internationale nyhedsbureauer klar til at indkalde til samling. Men gruppen ønsker Öcalan på fri fod, så han kan stå i spidsen for processen omkring en afvæbning.

De nødvendige politiske og demokratiske omstændigheder må dog også være på plads for, at en sådan proces kan lykkes, lyder det ifølge Reuters.

PKK vil desuden have lettet de vilkår, som Öcalan sidder fængslet under. Han skal have mulighed for at "leve og arbejde i fysisk frihed og have mulighed for uhindret at skabe de relationer, han vil, herunder til hans venner", lyder det ifølge AFP.

Ifølge den tyrkiske regering, Nato, EU og USA er PKK en terrororganisation.

PKK har stået i spidsen for et oprør siden 1984.

Formålet er at skabe et hjemland for kurderne, som ifølge AFP udgør omkring 20 procent af Tyrkiets befolkning på 85 millioner mennesker.

Siden Öcalan blev fængslet i 1999, har der været adskillige forsøg på at stoppe konflikten, som har kostet mere end 40.000 mennesker livet.

I 2015 kollapsede forhandlinger om at afslutte konflikten. Inden da havde der ifølge nyhedsbureauet AP også været forsøg på forhandlinger mellem 2009 og 2011.

På et tidspunkt forsøgte tyrkisk embedsværk at forbedre kurdernes rettigheder. Blandt andet ved at tillade udsendelser på kurdisk.

Men processen gik i vasken i 2015 efter en række angreb.

Blandt andet blev 33 pro-kurdiske aktivister dræbt i et angreb af Islamisk Stat, skriver AP.

Siden 2015 har der ifølge AP ikke været kontakt med henblik på forhandlinger mellem parterne. Til gengæld har Tyrkiet slået ned på den pro-kurdiske bevægelse og sendt tusindvis af mennesker i fængsel.

Men i oktober sidste år blev der igen gjort forsøg på mægling.

Her foreslog en af den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans tætte allierede Devlet Bahceli, at Öcalan ifølge AP kunne blive prøveløsladt, hvis han til gengæld opløste PKK.

Det har nu ført til først Öcalans melding torsdag og siden PKK's melding lørdag.

/ritzau/