Pistorius' dom for uagtsomt manddrab splitter Sydafrika

Sydafrikanske Oscar Pistorius blev fredag dømt skyldig i uagtsomt manddrab på sin modelkæreste Reeva Steenkamp. Dommen kan give op mod 15 år bag tremmer, men mange sydafrikanere mener alligevel, at den tidligere folkehelt er sluppet for let. Strafudmålingen finder sted 13. oktober.

Foto: GIANLUIGI GUERCIA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vidste han godt, at det var kæresten, han skød gennem den låste toiletdør, eller troede han virkelig, at det var en indbrudstyv?

Selv om retten i Pretoria fredag frikendte den sydafrikanske handicapatlet Oscar Pistorius for overlagt mord på modelkæresten Reeva Steenkamp, og i stedet kendte ham skyldig i uagtsomt manddrab, splitter dette spørgsmål stadig den sydafrikanske befolkning.

Med dommen risikerer den 27-årige tidligere folkehelt at blive sendt bag tremmer i op mod 15 år. Men det er langt fra nok, hvis man spørger en række feminist- og borgerrettighedsorganisationer i Sydafrika.

»Sydafrika har et stort problem med vold mod kvinder. Hvilket budskab sender dette (dommen mod Pistorius, red.)? Vil mænd ikke tænke, at de kan dræbe os og simpelthen bare sige, at det var en fejl?,« lyder et retorisk spørgsmål ifølge BBC fra en af de mange demonstranter, der med bannere og skældsord fredag ventede på domsafsigelsen foran retten i Pretoria.

Inde i retslokalet modtog sagens hovedperson dommen med hænderne krydset foran sig og uden de store følelsesmæssige tegn, i kontrast til flere af de forudgående retsdage, som han har grædt sig igennem. Til stede var også Reeva Steenkamps forældre, der over for NBC News udtrykker »vantro« over dommen, samt den samlede verdenspresse. Siden Pistorius skød Steenkamp i deres fælles hjem 14. februar 2013, har alverdens medier fulgt hver en udvikling i sagen.

Dommer Thokozile Masipa afviste torsdag og fredag flere af anklagerens vidner som utroværdige og farvede netop på grund af den massive mediedækning. Blandt andet så hun bort fra vidner, der mente at have hørt Steenkamp skrige kort før skuddene faldt, fordi forklaringerne var modstridende.

Til gengæld lagde hun vægt på, at Pistorius kunne have ringet til politiet med det samme i stedet for at affyre de fire skud mod toiletdøren - og at han burde have vidst, at der var risiko for, at skuddene ville være dræbende for personen på den anden side. Pistorius har forklaret, at han skød sin kæreste, fordi han troede, at der var tale om en person, som var brudt ind i huset og havde gemt sig på toilettet.

Dommer Masipa lagde ifølge CNN vægt på, at Pistorius »handlede overilet og brugte overdreven magt«, da han affyrede de fire skud. Der var således tale om »forsømmelig adfærd«, som ikke kan forsvares - heller ikke for en handicappet, lød det yderligere fra dommeren om Pistorius, der som 11-årig fik amputeret begge sine ben under knæene.

Der er i Sydafrika ingen minimumsstraf for uagtsomt manddrab, men det kan give op til 15 års fængsel. Juridisk ekspert Kelly Phelps siger til CNN, at der typisk gives en straf på fem til otte år i lignende sager. Strafudmålingen finder først sted 13. oktober, og indtil da gav dommeren lov til, at Pistorius kan løslades mod kaution.

Udover dommen for uagtsomt manddrab blev Pistorius også dømt for at have affyret et skud på en restaurant i januar 2013 - efter eget udsagn ved et uheld.

Til gengæld blev han fundet ikke-skyldig i at have affyret en pistol gennem et soltag i en bil og være i besiddelse af ulovlig ammunition.