Pilot er reddet ned fra ledning efter F-16-styrt i Frankrig

Begge piloter er overlevet uden større skader efter et styrt med et F-16-fly i det vestlige Frankrig.

Et belgisk F-16-fly styrtede torsdag over Bretagne i det vestlige Frankrig.

Det lykkedes de to piloter at komme ud af flyet via et katapultsæde.

Flystyrtet er bekræftet af det belgiske luftvåben ifølge Reuters.

»Piloten og andenpiloten var i stand til at lade sig kaste ud, inden det styrtede helt. De blev begge lokaliseret og er i live,« hed det tidligt torsdag eftermiddag i en erklæring fra den lokale myndighed.

På vejen ned i faldskærm ramte den ene af piloterne en højspændingsledning med 250.000 volt. Piloten blev meldt tilskadekommet.

Han er senere torsdag eftermiddag dog blevet reddet.

»Det var en svær og lang redningsoperation,« siger den lokale embedsmand Pierre Clavreuil ved et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Det krævede en hel del koldblodighed,« tilføjer Cyrille Berrod fra beredskabstjenesten i regionen Morbihan, hvor ulykken skete.

Flere billeder viste piloten dingle fra den høje elledning.

F-16-flyet var på vej fra Belgien til en træningsmission på en fransk militærbase tæt på den vestfranske by Lorient.

Ifølge Frederik Vansina fra det belgiske luftvåben skete styrtet som følge af motorproblemer med flyet. Flyet er fra 1983.

Begge piloter er sent torsdag eftermiddag indlagt på hospitalet. De ventes dog at kunne vende tilbage til deres familier senere på aftenen.

/ritzau/AFP