Pillen der skaber bedre samfund

Først var den lykkepillen, så ulykkespillen, og nu er den pillen, som op mod ti pct. af alle mennesker i Vesten er på. Og som – måske – skaber bedre samfund.

Op mod ti procent af befolkningerne i de vestlige lande tager antidrepressiva mod blandt andet depressioner. Modelfoto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gordon Alles vidste, at han havde opfundet noget, men han vidste ikke helt, hvad det var. Han var kemiker, og han havde indsprøjtet sig selv med 50 mg af et stof, som han gav et navn på 24 bogstaver og to bindestreger, og nu ventede han på resultatet.

Alles troede, at han havde opfundet en medicin mod bronkitis og astma, men han kunne ikke mærke nogen forskel på sin vejrtrækning. Derimod følte han sig ualmindelig glad, og ved et selskab samme aften var han ualmindelig sjov, som han skrev i sin dagbog; han var energisk, fuld af pep og ideer, og det var svært at sove, for hans hjerne ræsede fra det ene emne til det næste, som Chemical Heritage Magazine skriver.

Gordon Alles udtog i 1932 et patent på sit kemiske svar på et ukendt spørgsmål, og han gik til en medicinalvirksomhed, som så potentialet i de 24 bogstaver og to bindestreger. I 1935 lancerede virksomheden mirakelmedicinen Benzedrine, og sådan – for 80 år siden – fik verden sin første pille mod sindsmørke.

Nin

Anaïs Nin hyldede godt nok »den store ulykke, den store ensomhed, de store forhindringer, uligevægten« – det er, hvad der skaber »stor kunst« – og det er muligt, at hun har ret. Men i hverdagen jager de færreste den store kunst, men snarere et mindstemål af lykke, og så hjælper ulykker, ensomhed, forhindringer og uligevægt, så hjælper en lavthængende sky af sorthed ikke meget.

Så hvordan ville hverdagen ikke tage sig ud, hvis man kunne fjerne netop den sky? Hvordan ville samfundet ikke tage sig ud uden den altoverskyggende sorthed?

Fontex

Svaret var ikke Benzedrine, viste det sig.

Beatgenerationen kaldte dem »bennies«, Rolling Stones kaldte dem »mother’s little helper«, vores forældre kaldte dem ferietabletter, og de var blot en afart af amfetamin – og mere skidt end godt. I 1951 kom så næste gennembrud, som ikke var. Magasinet Life beskrev, hvordan nedtrykte patienter på et tuberkulosehospital i New York sprang ud af sengene, sang og dansede i gangene, og alt sammen på grund af en ny »mirakelmedicin«, som gjorde triste mennesker glade. Medicinen udviklede sig til den såkaldte MAOI-skole af psykofarmaka, men når dødsfald hører til bivirkningerne, hæmmer det nu engang den praktiske anvendelighed.

Hvad nu?

Svaret kom i 1974 og 1975. Én medicinalgigant udtog patent på, hvad der blev til Fontex, en anden udtog patent på, hvad der blev til Seroxat – og fremtiden var født.

Og hvilken fremtid.

40 år senere er ti pct. af alle islændinge en del af den fremtid. 8,9 pct. af alle australiere, 8,6 pct. af alle canadiere, 8,5 pct. af alle danskere, 7,9 pct. af alle portugisere, og 7,7 pct. af alle amerikanere er også, oplyser OECD. Siden 1992 er forbruget af antidepressiva steget med 400 pct. i USA; siden 2002 er forbruget af antidepressiva steget med 80 pct. i Europa, og i de seneste tre år er forbruget i Kina steget med 20 pct. per år.

Sådan en udvikling rejser to diskussioner – en væsentlig og en forholdsvis uvæsentlig, og den sidste har indtil nu fyldt mest. Kritikere hævder, at antidepressiva er en industriel sammensværgelse, og at medicinen ikke hjælper, at den fører til ulykkelige bivirkninger, og at løbeture og staldmælk er vejen frem. Men 70 pct. af brugerne føler sig hjulpet, og de føler, at deres lidelser var værre end bivirkningerne – og det besvarer for såvidt det spørgsmål.

Den anden diskussion er derimod lige så væsentlig, som den er overset, og den handler om følgende: Når op mod ti pct. af de vestlige samfund kontinuerligt er på antidepressiva, og når op mod ti pct. af et samfund kontinuerligt tager en pille, som forandrer sindet – og ikke ved en fejl, men som et karakteristisk træk – hvad gør det så ved samfundet?

Eller spurgt på en anden måde: Antidepressiva er ikke en lykkepille, men en normalpille. Den kan tage depression ud af de depressive, søvnløsheden ud af de søvnløse, angsten ud af de ængstelige, den sygelige gernerthed ud af de generte, panikken ud af de panikramte, volden ud af de voldelige, spiseforstyrrelser ud af de spiseforstyrrede, OCD, PTSD og PMS ud af de akronymbesværede, spillesyge ud af de spillesyge – og hvis vi lægger det alt sammen sammen, hvad sker der så, når ikke bare et enkelt land eller to, men en del af verden oplever en mental normalisering og stabilisering, hvor der før ikke var nogen?

Som professor Peter Kramer har spurgt – betyder det ikke, at et samfund forstærker de gode personlige kvaliteter og minimerer de dårlige? Gør det ikke os alle »bedre end gode?«

Ulykkespiller

Det er fristende at begynde svaret ved at pege på listen over verdens lykkeligste lande; syv ud af de ti lykkeligste lande i verden er på top-ti-listen over lande, hvor flest bruger antidepressiva – og det bekræfter, hvad OECD skriver i sin opgørelse: At landene med størst forbrug ikke nødvendigvis er de mest ulykkelige, men snarere de lykkeligste, fordi de har ressourcerne til at behandle den mentale ubalance, og det synes også at bekræfte professor Kramers ord om, at et udbredt forbrug af antidepressiva gør samfundet bedre end godt.

Men årsagssammenhængen halter. De lykkelige lande kan også være lykkelige, fordi de er rige, har et socialt sikkerhedsnet eller et særligt lykkegen – det er uvist og uudforsket.

Og det er en mangel i moderne forskning, som sociologiprofessor David Newman indikerer i sin lærebog om »The architecture of everyday life«. Han er ikke i tvivl om, at den udbredte brug af antidepressiva er med til at »bestemme vores adfærd, forvandle personligheder og i sidste ende forandre det sociale liv og samfundskulturen«, men der er bare ingen eller kun få undersøgelser af det.

Det hænger i nogen grad sammen med, at antidepressiva i debatten enten har været for kold eller for varm, som professor Siddhartha Mukherjee skrev i sit essay »Post-Prozac Nation« i New York Times. I 1990erne blev antidepressiva nærmest betragtet som en mirakelmedicin – og fik sit åndssløve danske navn »lykkepiller« – mens det i 00erne blev betragtet som Fanden selv og sensationaliseret som en selvmordspille og en ulykkespille.

Ingen af delene er rigtige, siger Mukherjee. Antidepressiva er ikke lykkepiller, for det modsatte af depression er ikke lykke, men vitalitet, og det er, hvad medicinen gør – genskaber vitaliteten. Antidepressiva er heller ikke selvmordspiller, tværtimod førte advarslerne i 00erne til en ængstelse, som førte til et mindre forbrug blandt unge. Det mindre forbrug førte til mere ubehandlet depression og til en 33 pct. stigning i antallet af selvmord og selvmordsforsøg blandt unge i USA, viste en undersøgelse sidste år. Undersøgelsen har nu ført til et krav om en »af-stigmatisering« af antidepressiva.

Så begge yderpolerne – lykkepillen versus ulykkespillen – er forkerte, og dermed er forskningen gået ind i en tredje fase, som er mindre medicinsk og mere socialrelateret.

Færre drab

Men spørgsmålet er stadig – hvordan måler man omkalfatringerne i et samfund, hvor op mod ti pct. af befolkningen kontinuerligt er på en medicin, der skaber mere mental ligevægt?

Uanset hvilke indgange, man vælger, vil kritikere formentlig kritisere årsagssammenhængen, men en nyere og opsigtsvækkende hollandsk undersøgelse giver i det mindste et fingerpeg om det samfund, som antidepressiva kan være med til at skabe. Undersøgelsen er repræsentativ for 12 mio. hollændere over en periode på 15 år – fra 1994 til 2008 – og den handler om sammenhængen mellem antidepressiva og drab og selvmord.

Spørgsmålet om drab er det mest kontroversielle og vidtrækkende i undersøgelsen. For som udgangspunkt fører mental ubalance ikke til flere drab – en autist er f.eks. ikke mere tilbøjelig til at begå drab, viser talrige undersøgelser – men hvis mental ubalance bliver kombineret med en række faktorer, som kan være årsag til eller konsekvens af ubalancen, så går det galt. En undersøgelse offentliggjort i JAMA Psychiatry i 2009 fastslår således, at hverken mental ubalance, alkoholmisbrug eller voldelig baggrund, f.eks. opvækst i en voldelig familie, i sig selv sætter alarmklokkerne i gang. Men hvis man kombinerer dem i par eller tre – så får man det stærkeste varsel om voldsforbrydelser. En person, der er i mental ubalance, drikker og fik tæsk som barn, har fire gange så stor risiko for at ende som voldsforbryder end gennemsnittet, fremgår det.

Den gode nyhed er, at antidepressiva kan afhjælpe symptomerne af alle tre faktorer. 60 pct. af børn eller unge, som er ofre for omsorgssvigt eller vold, bliver eksempelvis hjulpet af antidepressiva, viser en opgørelse fra American Psychiatric Association, og tallet stiger til 71 pct., hvis medicinen kombineres med psykologhjælp. Ergo: Hvis læger og andre behandlere fanger sagerne, vil det næsten per logik føre til et mindre voldeligt samfund.

Og det er, hvad den hollandske undersøgelse som den første sætter tal på. Antallet af drab i Holland er faldet fra 267 om året i 1995 til 147 i 2009. I samme periode blev antallet af antidepressiva-brugere i Holland næsten fordoblet og antallet af doser af medicin næsten firdoblet. De to forskere fra Leiden University knuser tallene og ser en tydelig årsagssammenhæng – »brugen af antidepressiva kan forklare 65 pct. af variationen i drabsraten«, skriver de. Resultaterne indikerer, at »behandling med antidepressiva hjælper patienter med at kontrollere deres voldelige impulser og adfærd«, konkluderer de.

Tallene for selvmord viser akkurat samme tendens og sammenhæng – og bekræftes af en dansk undersøgelse fra 2014 – men det er »mindre overraskende«, som forfatterne siger.

Hvis undersøgelsen holder, har vi muligvis fundet yderligere en årsag til det dramatiske fald i antallet af drab i den vestlige verden siden 1990erne; siden 1995 er antallet i G7-landene faldet med 35 pct, i Frankrig og Tyskland er tallet halveret, i USA er det faldet med 40 pct., i Storbritannien med 35 pct, og årsager som demografi, flere fængslinger, politistrategi, fri abort og forbud mod blymaling har været nævnt, og nu føjer antidepressiva sig til listen.

Hvorfor ikke?

Hvad det betyder?

Det betyder, at vi kan have set en flig af fremtidens samfund, et samfund, som medicin har gjort mindre voldeligt, og det er hverken usandsynligt eller enestående. For det er en konklusion, hvor logikken er foran beviserne, og hvor konsekvenserne er vidtrækkende.

Depression er »en brist i kærligheden«, som forfatteren Andrew Solomon har skrevet, og det betyder, at personer i mental ubalance er ude af stand til at elske sig selv, elske andre og elske tilværelsen, og det giver sig udtryk i f.eks. skyldfølelse, skam, overvejelser om selvmord, aggressivitet, sløvsind og monotoni, siger professor Mukherjee, og det udvikler sig til »en selvopfyldende og selvkørende tilstand... en sorg uden kontekst«, som fører til håndgribelige udtryk fra alkohol til tæsk, fra udbrændthed på jobbet til udslukthed over for børnene, fra spark til hunden til spark til samfundet.

Hvis antidepressiva afhjælper det – hvis antidepressiva skaber en anden personlighed med lidt gammelt og lidt nyt, lidt lånt og lidt blåt, og hvis summen af forbedringerne skaber et samfund, der for alle »er bedre end godt« – hvis det er perspektiverne, hvad er problemet så?