To personer dræbt efter jordskælv i Japan

Et kraftigt jordskælv ramte mandag morgen det nordvestlige Japan. To ældre kvinder er blevet dræbt, og mindst 320 mennesker er blevet såret.

To ældre kvinder på over 80 år mistede livet, da et jordskælv mandag morgen ramte Japans nordvestlige kyst. Kvinderne døde, da de blev begravet i murbrokker i hver deres bygning. Endvidere er mere end 320 personer blevet såret.

Flere huse i det nordvestlige Japan er styrtet sammen og flere bygninger skælvede i hovedstaden Tokyo, selv om byen ligger 260 kilometer væk fra epicentret af det kraftige jordskælv, som mandag morgen ramte Japan. Reaktorerne på tre atomkraftværker stoppede automatisk på grund af rystelserne, men efterfølgende udbrød der brand på Kashiwazaki-værket, som er et af Japans største atomkraftværker. Ilden brød ud i en transformerstation, men der kunne imidlertid ikke spores radioaktivitet i luften.

Flere tog fra Tokyo til det nordvestlige Japan blev aflyst på grund af jordskælvet, som målte 6,8 på richterskalaen og var kraftigst ud for Niigata-kysten 260 kilometer nordvest for Tokyo.

/ritzau/