Per Stig Møllers fredstanker får opbakning i Libanon

Udenrigsminister Per Stig Møllers Mellemøst-færd bragte ham i går til eksplosive Libanon, hvor ministerens freds-ideer faldt i god jord.

Den danske udenrigsminister Per Stig Møller mødte i går stor velvilje for sine ideer om at skabe fred i Mellemøsten i Libanons hovedstad Beirut. Udenrigsministeren mødtes med Libanons premierminister Fouad Siniora i Libanons overhængende drama, der illustrerer det mantra, ministeren på sin rejse denne uge har delt med mellemøstlige ledere: Hvis ikke der bliver en form for fred indenfor det næste halvandet års tid, vil regionen synke længere ned i ekstremisme og kaos.

»Befolkningernes skuffelse og utilfredshed vil vokse. Det vil indebære, at de ekstremistiske bevægelser bliver stærkere, og de politiske ledere svagere,« siger Per Stig Møller.

»Det, der skal til er social fremgang. Men økonomisk fremgang kan man kun opnå, hvis der bliver fred,« lyder det fra Per Stig Møller.

Udenrigsministerens analyse faldt i god jord blandt libanesiske nøglepersoner. Per Stig Møllers møde med den pro-vestlige parlamentariker Boutros Harb fra 14. marts bevægelsen illustrerer ministerens tese.

Boutros Harb forlader stort set ikke sit barrikaderede, stærkt bevogtede hjem af frygt for at blive offer for et attentat. Han går ikke engang ud på balkonen. En række prominente pro-vestlige, anti-syriske politikere er de senere år blevet dræbt i Libanon, hvor ekstremistiske kræfter vinder frem, mens traditionelle politiske ledere mister terræn.

Libanon har befundet sig i et politisk dødvande siden november sidste år, hvor seks politikere fra Hizbollah og allierede partier forlod den pro-vestlige regeringskoalition i protest over, at koalitionen nægter at give dem mere indflydelse.

Venter på Blair
I maj dykkede Libanon ned i yderligere turbulens, da kampe brød ud mellem militæret og en obskur militant islamisk gruppe Fatah al-Islam i den palæstinensiske flygtningelejr Nahr al-Bared. Kampene har kostet mere end 160 mennesker livet og er de værste uroligheder siden borgerkrigen fra 1975-90. Fatah al-Islam menes at have bånd til al-Qaeda, og den libanesiske regering beskylder Syrien for at stå bag gruppen for at destabilisere Libanon yderligere. Boutros Harb gav under et fælles pressemøde med Per Stig Møller udtryk for, at det libanesiske militær indenfor en meget nær fremtid vil »uskadeliggøre eller dræbe« gruppens tilbageværende medlemmer.

Selv om libaneserne således har nok at slås med på hjemmebane, var de åbne overfor at afprøve syriske og libanesiske spor for at kickstarte en form for fredsdialog i regionen.

Per Stig Møllers kongstanke på Mellemøst-rejsen, der har bragt ham til Syrien, de palæstinensiske områder, Israel og Libanon, har været, at det israelske-palæstinensiske problem ikke må blokere for, at man afprøver andre åbninger, der kan få en fredsproces på gled. I næste uge vil udenrigsministeren dele konklusionerne med det portugisiske EU-formandskab og den nye Mellemøst-udsending Tony Blair. »Jeg forestiller mig ikke en stor fredskonference. Det bedste forum for at opnå resultater er kvartetten (USA, EU, FN og Rusland),« siger Per Stig Møller.