Pentagon bekræfter hackerangreb mod forsvarskommando

Den amerikanske forsvarskommando er blevet hacket af personer, der tilsyneladende sympatiserer med terrorbevægelsen Islamisk Stat, bekræfter Pentagon.

Sådan så Twittersiden ud efter hack. Den er nu blevet blokeret. Fold sammen
Læs mere

USA: »Amerikanske soldater, vi kommer, se jer for.«

Sådan stod der mandag i et tweet underskrevet af ISIS (en anden betegnelse for Islamisk Stat, red.) og udsendt fra den amerikanske forsvarskommandos Twitterprofil.

Mandag aften dansk tid bekræfter Pentagon, at den Twitter-konto, der tilhører den militære kommando i USA, som fører tilsyn med operationer i Mellemøsten, er blevet hacket af personer, der hævder at sympatisere med terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS).

»Vi kan bekræfte, at CENTCOMs (U.S. Central Command, red.) Twitter- og YouTube-konto blev kompromitteret tidligere i dag (mandag, red.). Vi tager passende foranstaltninger for at løse sagen,« skriver forsvarskommandoen i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge amerikanske embedsmænd er både forsvarskommandoens Twitter- og YouTube-konto efterfølgende blevet deaktiveret. På YouTube-kontoen nåede gerningsmændene at lægge to propagandavideoer for Islamisk Stat på.

To embedsmænd fra det amerikanske forsvarsministerium, der ønsker at være anonyme, siger til Reuters, at hackingen er »pinlig«, men at den ikke umiddelbart udgør en sikkerhedstrussel.

CENTCOM styrer de amerikanskledede luftangreb mod de militante i Syrien og Irak.

Ifølge BBC skete hackerangrebet, netop som præsident Barack Obama var ved at forberede en tale om cybersikkerhed.

Præcist hvem der står bag angrebet, eller hvad deres motiv er, er fortsat uklart.