Pelosi og Trump enige om ny dato for State of the Union-tale

Nancy Pelosi inviterer Donald Trump til at holde tale om landets tilstand i februar.

Foto: KEVIN LAMARQUE/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: KEVIN LAMARQUE

Washington D.C.. Formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har inviteret USA's præsident, Donald Trump, til at holde sin State of the Union-tale 5. februar.

Det formelle brev indikerer, at Trump vil ændre datoen for talen om landets tilstand, efter den i første omgang blev udskudt på grund af nedlukningen af statsapparatet.

USA's præsident og Kongressen nåede fredag en aftale om at genåbne staten, hvilket har været formandens betingelse for at lade Trump tale.

Pelosi skriver i sit brev, at hun og Trump talte sammen mandag. Her aftalte de den nye dato.

- Under vores samtale i dag blev vi enige om 5. februar, skriver Nancy Pelosi i brevet.

Der er ikke udbetalt løn til omkring 800.000 statsansatte siden 22. december, fordi Trump og Kongressen ikke har kunnet enes om finansieringen af en grænsemur til Mexico.

Præsidenten meddelte fredag, at han havde indgået en midlertidig aftale med Kongressen, så der bliver åbnet for statskassen i tre uger indtil den 15. februar.

I den periode vil han forhandle videre med Kongressen om grænsemuren.

/ritzau/AP