BERLIN: Den islamkritiske bevægelse fra Dresden, der har sat Tyskland på den anden ende og er blevet portrætteret i undrende medier verden over, er i opbrud. Det åbne spørgsmål er, om den også er i gang med et sammenbrud. Og i givet fald: Var de »patriotiske europæere mod islamiseringen af aftenlandet« så en parentes i det nye, tolerante Tysklands historie, eller vil vreden og utilfredsheden samle sig om noget nyt? Svarene afhænger i høj grad af, hvad man mener, Pegida egentlig er.

Pegidas fire måneder lange fremmarch blev i hvert fald foreløbig bremset den 21. januar, da initiativtageren, Lutz Bachmann, måtte trække sig som formand efter offentliggørelsen af racistiske Facebook-posteringer og en selfie i Hitler-positur. For en del af Pegidas tilhængere var det nok ikke nogen stor brøde, men det underminerede bevægelsens troværdighed. Det var netop Bachmann, der ved at erklære afstand til racisme og ekstremisme havde formået det, som klart udlændingefjendske demonstrationer aldrig har: At få middelklasseborgere på gaden i større omfang.

I den forløbne uge splittedes Pegidas ledelse i to. Talsmanden Katrin Oertel og fem andre medlemmer af ledelsen trak sig ud. Bachmann sagde, at det skyldtes trusler fra den ekstreme venstrefløj. Katrin Oertel sagde, at det skyldtes Lutz Bachmann. Han ville tilsyneladende ikke træde helt tilbage alligevel.

Nu vil Katrin Oertel & Co. danne en ny bevægelse. Der leges ifølge avisen Die Welt med navnet »Bewegung für direkte Demokratie in Europa« – Bevægelse for mere demokrati i Europa. Det kan give plads til comeback for Lutz Bachmann, når Pegida i næste uge genoptager mandagsdemonstrationerne efter en pause, men måske også til de højreekstremister, der dominerer flere af Pegidas aflæggere. Næste march vil være sandhedens time.

Politologen Hajo Funke ser ingen fremtid for Pegida, for »man kan ikke opretholde en bevægelse, der er splittet og ikke ved, hvad den vil,« siger han til magasinet Stern. Hans kollega Timo Reinfrank mener ikke, at det sidste punktum kan sættes. For det er ikke personer, der driver pegidaerne på gaden, siger han til magasinet. Men hvad er det så?

Modstand mod islam og indvandring spiller naturligvis en vigtig rolle. Det ligger allerede i navnet. Arrangørerne siger, man kun er imod »islamisme« og vil »styre« indvandringen, men ekstremister føler sig tilsyneladende opildnet til mere end det. I de tre måneder efter Pegidas opståen, er antallet af overgreb mod udlændinge i Tyskland mere end fordoblet i forhold til de tre måneder før, viser en opgørelse fra ARD.

Ny bevægelse vil satse på politikerlede

I Danmark ser mange måske Pegida som en ren protest mod muslimsk indvandring og forventer, at modstanden på længere sigt vil vokse. For det har den gjort i Danmark. Men indvandring og islam spiller ikke så dominerende en rolle, når man spørger demonstranterne. Og det forklarer heller ikke, hvorfor Pegida kun er slået igennem i Dresden. Man skal måske også hæfte sig ved begrebet »aftenlandet«. Det betyder vesten – men med særlige nuancer i betydningen. Begrebet blev udbredt i forrige århundrede gennem værket »Aftenlandets undergang« af den anti-demokratiske filosof Oswald Spengler. Der er i Pegida-demonstrationerne en markant antiliberal, storfinanskritisk og prorussisk strømning. Amerikanerne skal rejse hjem. Det repræsentative demokrati fungerer ikke. De lokale traditioner skal genskabes. Sanktionerne mod Rusland skal ophæves. Den Putin-venlige, nationalistiske cocktail er generelt langt større i det gamle Østtyskland end i det gamle vest.

Katrin Oertels nye plan er tilsyneladende at skrue lidt ned for »antiislamiseringen« og satse på politikerleden med kravet om flere folkeafstemninger. Den dominerer også demonstrationerne. Politikere kaldes »folkeforrædere« og pressen for »løgnepresse«. De tyske medier giver igen. De udstiller mange demonstranters stædigt forkerte oplysninger og sammensværgelsesteorier.Selv om opbakningen til det politiske system generelt – ligesom opbakningen til indvandring – er voksende i Tyskland i disse år, er der markante undtagelser. Hver anden ser islam som truende, selv om færre mener, religionen udgør en reel fare. Mange føler sig også ignoreret af politikerne. Der er samtidig en markant øst-vest-forskel, viser en Forsa-meningsmåling. I det tidligere Østtyskland er 35 procent utilfredse med det politiske system, og hele 83 procent efterlyser landsdækkende folkeafstemninger. Der er ironisk nok større opbakning til demokratiet blandt muslimer i Tyskland end blandt østtyskere.

Der er altså et betydeligt »Pegida-potentiale«, men det stritter i mange retninger, er geografisk skævt, har flertallet imod sig, og det er et åbent spørgsmål, hvordan det vil påvirke landspolitikken. Pegida har erkendt, at de ikke kan blive ved med at marchere og søger nu kontakt til de udskældte politikere. CDU med kansler Angela Merkel i spidsen er rykket mod midten og lægger afstand til udlændingekritik fra højre – anderledes end borgerlige i eksempelvis Danmark, Frankrig og Storbritannien. Det giver spillerum til Alternative für Deutschland, men holder også Pegida ude af det gode selskab, hvilket gør tilnærmelsen vanskelig for AfDs vestlige del, der er mere optaget af euromodstand.

Første indirekte fingerpeg får man 15. februar med valg i Hamburg. AfD ligger her – ligesom på landsplan – på seks procent i meningsmålingerne. Nok til at komme ind og forandre Tysklands politiske landskab, men foreløbig ikke meget over det samlede valgresultat på 4,7 procent ved forbundsdagsvalget i 2013.

Selv om de sætter dagsordenen, skal man heller ikke gøre de 25.000 demonstranter i Dresden til mere, end de er. I Berlin demonstrerede lige så mange for nylig uden større pressebevågenhed for mere økologisk landbrug.