Pave Leos genoptræning forløber efter planen, efter han tirsdag fik fjernet den nederste del af sin højre lunge ved en operation.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Vatikanet har paven både været oppe at gå igen på sin hospitalsstue og kan spise morgenmad som normalt.

En blodprøve og et røntgenbillede af brystkassen viser samtidig et "normalt postoperativt" forløb, hvor værdierne er inden for det forventede område, oplyser pavens læger ifølge nyhedsbureauet AFP.

Vatikanet har tidligere oplyst, at paven forventes at tilbringe en uge på hospitalet for at komme sig.

Hans audienser er blevet aflyst frem til den 20. oktober. Han skal efter planen på en 11 dage lang rundrejse i Uruguay, Argentina og Peru fra 6. til 17. november.

Nu lyder meldingen fra Perus præsident, Keiko Fujimori, at datoen for pavens besøg i Peru kan ændre sig på grund af pavens helbred, da det vil kunne tage "flere uger" og længere tid end forventet for paven at komme sig.

Efter operationen tirsdag kunne lægerne konstatere, at knuden i lungen var lungeadenokarcinom, som er en almindelig form for lungekræft.

Den 71-årige pave blev tirsdag indlagt på Gemelli-hospitalet i Rom for at få fjernet en knude i lungen, som læger opdagede under et nyligt helbredstjek.

Ifølge nyhedsbureauet AFP oplyser Vatikanet, at operationen "bekræftede diagnosen lungeadenokarcinom, som var mistænkt på baggrund af undersøgelserne før operationen".

Operationen varede omkring halvanden time og forløb godt uden komplikationer, lød det fra Vatikanet.

- For at sikre, at indgrebet var tilstrækkeligt omfattende, blev den nederste lungelap i højre lunge fjernet.

Paven vågnede normalt efter operationen og hvilede sig derefter på sin hospitalsstue, lød det videre.

Det er første gang i løbet af de 17 måneder, hvor Leo har været pave, at han har været ramt af et alvorligt helbredsproblem.

RITZAU