Paven og hans rødgrønne evangelium

Er det kommunisme, når paven giver globaliseret kapitalisme skyld for social uretfærdighed og truende økologisk katastrofe? Næh, svarer kirkelederen kritikerne, det er bare kristendom.

Foto: GABRIEL BOUYS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Frans’ grimasse er ubetalelig. Præsident Evo Morales har netop med et listigt smil overrakt ham sin velkomstgave i forbindelse med forrige uges pavelige besøg i Bolivia.

Det viser sig at være et krucifiks med Kristus ophængt på hammer med segl – en skulptur kreeret af en jesuitpræst, der i 1980 blev likvideret af paramilitære styrker i det sydamerikanske land. Og da Frans har kikket høfligt på gaven og lynhurtigt lagt den fra sig igen, zoomer kameraet ind på hans ansigt.

Hvordan skal man tolke det fårede udtryk, som TV-billederne afslører, indtil paven genfinder sin sædvanlige, kirkefaderlige grimasse? Bliver han forskrækket og måske ligefrem forarget over den ikke netop finurlige sammenblanding af kristne og marxistiske symboler? Eller føler han sig blot afsløret og »out’et« af en politiker, med hvem han i vid udstrækning deler ideer, men helst ikke vil sættes i bås?

Under alle omstændigheder har krucifiks-episoden i La Paz givet yderligere næring til den ophidsede debat om Frans’ angiveligt ideologiske slagside.

For mens venstreorienterede på begge sider af Atlanten jubler over pavens fokus på social retfærdighed og økologi, betegner indflydelsesrige stemmer i først og fremmest USA hans forkyndelse som noget nær skinbarlig kommunisme.

Tvivlsom rolle under diktatur

Ironisk nok blev Jorge Mario Bergoglio, som er Frans’ civile navn, straks efter sit valg i 2013 beskyldt for at stå i ledtog med kræfter fra den modsatte ende af det politiske spektrum. Den nye pave havde som leder af jesuitterne i Argentina under 1970ernes militærdiktatur angivet to af sine venstreorienterede ordensbrødre til regimets torturbødler, hævdede menneskeretsaktivister.

Bergoglio afviste anklagerne, men erkendte samtidig, at han dengang havde modarbejdet tilhængerne af den såkaldte befrielsesteologi. Og da han et par årtier senere, i 1998, blev udnævnt til ærkebiskop i Buenos Aires, fulgte han sine pavelige forgængeres konservative linje og tordnede mod såvel abort og homoseksuelle som Argentinas venstrepopulistiske regeringer.

Hvordan skal man tolke pavens ansigtsudtryk, da Bolivias præsident, Evo Morales, overrækker en gave i form af en skulptur, hvor Kristus er korsfæstet på det kommunistiske hammer og segl? Foto: Vatikanets pressebureau Osservatore Romano/AFP Fold sammen
Læs mere

En væsentlig del af kritikken mod Néstor Kirchner og senere konen, den nuværende præsident Cristina Fernández, handlede imidlertid om deres manglende evne til at bekæmpe fattigdommen i det sydamerikanske land. Og det er præcis den diskurs, Bergoglio har gjort til omdrejningspunktet for sin forkyndelse, siden han under tiggermunke-navnet Frans overtog værdigheden som leder af verdens 1,2 mia. katolikker.

Jordens stønnen

Indtil for nylig har opmærksomheden især samlet sig om hans forsøg på at rydde op i de pædofili- og korruptionsskandaler, som fik Benedikt XVI til at trække sig i afmagt. Også Frans’ ved flere lejligheder tolerante udtalelser omkring homoseksualitet og skilsmisse har vakt opsigt. Men at pavens program langtfra kun handler om intern udmugning og seksualmoral, stod klart, da han for en måneds tid siden offentliggjorde et brag af et hyrdebrev om miljø og klimaforandringer.

I sit 191 sider lange kampskrift opfordrer Frans ikke blot til grøn omstilling for at afbøde den globale opvarmning, der får »Søster Jords stønnen til at forene sig med jammeren fra denne verdens udstødte«. Han udpeger også de skyldige i, at der sker alt for lidt og for langsomt i kampen mod vor tids såvel økologiske som økonomiske ubalancer.

Paven kritiserer politikerne for at lade sig kanøfle af transnationale økonomiske og finansielle kræfter og for at klynge sig til en magt, som intet er værd, »hvis den vil blive husket for sin manglende evne til at gribe ind, da det var presserende og nødvendigt«. Eksempelvis i forhold til den gældskrise, som de seneste år har hærget i Sydeuropa.

»Redningen af bankerne for enhver pris på bekostning af befolkningen og uden vilje til at ændre og reformere hele systemet bekræfter finansverdenens absolutte dominans og vil blot generere nye kriser efter en lang og kostbar helbredelsesproces,« skriver paven og opfordrer til i stedet at opbygge en »ny økonomi baseret på etiske principper«.

Er paven kommunist eller bare kristen?

Posted by Berlingske on 20. juli 2015

Kommunister er kristne

»Hverken mine biskopper, mine kardinaler eller min pave skal diktere den økonomiske politik,« sagde den republikanske – og katolske – præsidentkandidat Jeb Bush forleden i en kommentar til hyrdebrevet, mens hans partikammerat Rick Santorum med henvisning til budskabet om klimaforandringerne opfordrede til at »lade videnskabsmænd om at bedrive videnskab«.

Andre stemmer på den amerikanske højrefløj som radioværten Rush Limbaugh går skridtet videre og betegner pavens økonomiske og sociale ideer som »rendyrket marxisme«. Kritikken preller imidlertid af på Frans. Han er ikke kommunist, men kristen, forklarede han forleden:

»Kampen mod fattigdommen er en kristen sag. Og når kommunisterne kommer anstigende 20 århundreder senere og påstår, at det er kommunisme, ja, så kan vi kun sige til dem, at de i virkeligheden blot er kristne.«