Pave Frans fjerner to chilenske biskopper fra deres kirkelige pligter.

De katolske biskopper har været involveret i en stor skandale om misbrug af børn i det sydamerikanske land, skriver Vatikanet lørdag i en pressemeddelelse.

Der er tale om ærkebiskopperne Francisco Jose Cox Huneeus og Marco Antonio Ordenes Fernandez. De har ikke mulighed for at appellere beslutningen, lyder det.

I sidste måned fyrede pave Frans også den chilenske præst Fernando Karadima, der beskyldes for i 1980'erne og 1990'erne at have forgrebet sig på flere teenagedrenge.

Den romerskkatolske kirke er i dyb krise i Chile, efter at der tidligere på året blev offentliggjort en rapport, der viste, at knap 80 medlemmer af kirken har misbrugt børn seksuelt siden 2000.

Flere end halvdelen af dem er blevet kendt skyldige ved en af Vatikanets domstole.

Flere andre beskyldes for at have ignoreret og dækket over sexmisbrug længere tilbage i tiden.

/ritzau/AFP