Paven, der tog kampen op mod »åndelig Alzheimer« og »sladderterrorisme«

Frans’ »bandbulle« mod Donald Trump er blot seneste eksempel på, at kirkelederen ikke lægger fingrene imellem i sin mærkesag: Kampen for verdens fattige og udstødte, herunder flygtninge og immigranter.

»En person, der kun tænker på at bygge mure og ikke broer, er ikke kristen,« fastslog Frans med henvisning Trumps planer om at opføre et 2.500 kilometer langt forsvarsværk mod immigration ved USAs grænse til Mexico. Fold sammen
Læs mere

BARCELONA: Hver gang pavens fly har nået marchhøjde på vej hjem fra en af kirkelederens mange rejser, spidser de medfølgende Vatikan-korrespondenter blyanten og skærper opmærksomheden. De mest opsigtsvækkende nyheder falder nemlig ofte af her godt ti kilometer over jorden, når Frans, stående i midtergangen, afholder et af sine efterhånden legendariske on flight-pressemøder. Og torsdagens flyvning fra Mexico til Rom var mildest talt ikke en undtagelse.

Signaler om, at paven er klar til at acceptere prævention som beskyttelse mod zika-smitte, kan få betydning for millioner af latinamerikaneres helbred, hvis epidemien fortsætter. Men det er nu pavens udfald mod den konservative amerikanske præsidentkandidat Donald Trump, som efterfølgende er løbet med det meste af opmærksomheden.

»En person, der kun tænker på at bygge mure og ikke broer, er ikke kristen,« fastslog Frans med henvisning Trumps planer om at opføre et 2.500 kilometer langt forsvarsværk mod immigration ved USAs grænse til Mexico.

Hvorefter Trump, ikke overraskende, svarede igen ved at udråbe sig selv til kristendommens vigtigste værn mod Islamisk Stat og beskylde paven for at lade sig trække rundt i manegen af de mexicanske ledere.

Opsang til politikere og bisper

Man kan mene om Frans’ »bandbulle« og hans lidet diplomatiske indblanding i den amerikanske valgkamp, hvad man vil. Men når Trump beskylder paven for at være i lommen på den mexicanske regering, misforstår han et centralt personlighedstræk hos den 79-årige argentiner med det borgerlige navn Jorge Mario Bergoglio.

Paven har, siden han blev valgt til Sankt Peters stol i 2013, sat en ære i at tale Rom midt imod. Såvel i bogstavelig forstand – over for hans egen Kurie, altså pavens stab – som i overført betydning, når magtfulde politikere efter hans mening ikke er deres ansvar værdigt.

Eksempelvis genlyder murene i Mexicos Palacio Nacional stadig af den opsang, paven diskede op med under sit besøg, hvor han beskyldte landets elite for med sin grådighed at gøde jorden for korruption og narkokriminalitet. Også ledelsen af den mexicanske kirke fik et fur og besked på, at »hvis I endelig vil slås, så gør det dog som mænd«. Narkobosserne blev fordømt ved en messe i delstaten Michoacán.

Derimod var der undskyldninger for den katolske kirkes ugerninger til indianerne i Chiapas og rigeligt med tid til at uddele oblater blandt de hårdtprøvede indbyggere under en massegudstjeneste i en af verdens mest voldelige byer, Ciudad Juárez.

Presset på hjemmebane

De fattige og de udstødte er – i hvert fald i pavens egen selvforståelse – de eneste, han er i lommen på. Kampen for deres rettigheder går forud for alt og er essensen af evangeliet. Når især amerikanske katolikker beskylder Frans for venstreekstremisme, svarer han med sin karakteristiske Buenos Aires-ironi, at det ikke er ham, der er kommunist, men kommunisterne, der – hvad angår deres fokus på de fattige – ubevidst er kristne.

I samme ånd har Frans under sine tre år i spidsen for verdens 1,2 milliarder katolikker taget forsigtige, men afgørende skridt til at åbne kirken for fraskilte og homoseksuelle. I forsøg på at bygge bro, hvor andre rejser mure, har han mødtes med såvel muslimske ledere som, forrige fredag, den russisk-ortodokse patriark efter 1.000 års kold krig mellem øst- og vestkirken. En profil, der har gjort ham stærkt populær især blandt det store flertal af katolikker, som bor uden for Europa og USA.

Men, hvad udad vindes, bliver i vid udstrækning tabt indadtil, hævder kritikere. Arbejdet med at rydde op i kirkens egne skandaler, de økonomiske såvel som de mange sager om pædofili, går alt for langsomt. Og mens resten af verden hænger ved pavens læber, vender mange af hans korrupte underordnede bevidst det døve øre til. Hvis de ikke ligefrem modarbejder ham ved at lække fortrolige oplysninger.

Men Frans fortsætter stædigt sin kamp mod, hvad han har betegnet som Kuriens 15 dødssynder – med »åndelig Alzheimer«, »sladderterrorisme« og »bedemandsagtig« mangel på humor som tre af de vigtigste.