Pave Leo runder tirsdag sin første udlandsrejse som pave af med en kæmpemesse i Beirut i Libanon.
Her er omkring 150.000 mennesker mødt op for at høre den katolske kirkes overhoved tale.
Det oplyser Vatikanet ifølge AFP.
Paven taler ved havnefronten i Beirut, hvor en eksplosion i 2020 dræbte mindst 218 mennesker og forårsagede skader for mange milliarder. Inden sin tale havde pave Leo bedt ved et mindesmærke for eksplosionen.
I sin messe udtrykker paven håb om, at Libanon, som har været plaget af en række kriser, kan blive et "retfærdighedens og broderskabets hjem".
- Lad os fjerne os fra etnisk og politisk splittelse, åbne vores religiøse bekendelser for gensidige møder og vække drømmen om et forenet Libanon til live i vores hjerter, siger Leo ifølge AP.
- Et Libanon, hvor fred og retfærdighed hersker.
Ingen er blevet stillet til ansvar for eksplosionen i Beirut, der er en af historiens største ikke-atomare eksplosioner.
Myndighederne oplyste på daværende tidspunkt, at eksplosionen blev udløst af en brand i en lagerbygning, hvor et stort lager af ammoniumnitratgødning var blevet opbevaret "uden omtanke".
Efterforskningen blev tidligere i år genoptaget efter forsinkelser og pause.
Maroun al-Mallah, som er 21 år gammel og læser til landskabsingeniør, er frivillig ved pavemessen tirsdag. Han siger til nyhedsbureauet Reuters, at han håber, at besøget kan blive en ny begyndelse for Libanon.
- Det var skønt at vide, at der kom et tegn på håb tilbage til Libanon, siger han.
- Selv på universitetet har vi tænkt på, hvad det næste mon bliver. Det er bare smerte på smerte på smerte. Især efter eksplosionen, fortsætter den studerende.
Leo blev i maj valgt som overhoved for verdens 1,4 milliarder katolikker, efter at hans forgænger pave Frans var død måneden forinden.
På sin udlandsrejse har paven også været i Istanbul, hvor han var på sit første besøg som pave i en moské.
Klokken 13.15 sætter paven og hans følge ifølge nyhedsbureauet Reuters efter planen igen kursen mod Rom.
/ritzau/
