Pave Leo holdt messe for hundredtusinder i Paris
Anslået 800.000 mennesker så pave Leo holde messe i Paris, før han besøgte den berømte grotte i Lourdes.

Anslået 800.000 mennesker så pave Leo holde messe i Paris, før han besøgte den berømte grotte i Lourdes.

Omkring 800.000 mennesker samledes lørdag i Paris for at se pave Leo holde udendørs messe i den franske hovedstad.
Det anslår Vatikanet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Folkemængden strakte sig over mere end to kilometer fra Place de la Concorde og forbi Triumfbuen.
Den 71-årige pave ledte de troende i en messe på Place de la Concorde, hvor der var opført et midlertidigt alter.
Pavens bønner blev ledsaget af kor- og orgelmusik.
- Det er virkelig godt og glædeligt, når brødre og søstre samles og lovpriser Guds storhed, sagde pave Leo ifølge AFP.
Paven er på et fire dage langt statsbesøg i Frankrig. Det er første gang i 18 år, at en pave er på statsbesøg i landet.
Da han ankom fredag, blev han modtaget af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og førstedame Brigitte Macron.
Fredag mødte anslået 300.000 mennesker op for at se paven, da han vinkede fra sin såkaldte pavemobil på vej til Notre Dame-katedralen.
Lørdag kørte han i sin "pavemobil" ned gennem Champs-Élysées, hvor de mange fremmødte kunne få et glimt af paven.
Præsident Emmanuel Macron var ikke til stede ved messen lørdag, men var repræsenteret af sin kone, Brigitte Macron.
Efter sit stop i Paris fløj han til Lourdes i det sydvestlige Frankrig, hvor han landede lørdag aften.
I Lourdes skal han mødes med syv ofre for seksuelle overgreb begået af ansatte i den katolske kirke i Frankrig.
En rapport konkluderede i 2021, at ansatte og medlemmer af den katolske kirke havde udsat omkring 330.000 mindreårige for seksuelle overgreb i Frankrig over en periode på syv årtier.
Lourdes er en vigtig pilgrimsby for katolikker, fordi Jomfru Maria ifølge katolsk tradition viste sig for en pige i en grotte i byen i 1858.
Ved Massabielle-grotten, som stedet hedder, skal paven ifølge AFP bede.
Pave Leo skal også besøge Metz, der ligger nær grænsen til Tyskland.
RITZAU