Paul skulle til bryllup i Rusland – men så blev han anholdt for spionage

Hvis amerikanske Paul Whelan bliver dømt, kan han risikere op til 20 års fængsel i Rusland.

Hjemme i Michigan arbejder han for en bil- og reservedelsforhandler. Men i Rusland er han tiltalt for spionage. Paul Whelans familie fastholder dog, at deres nyligt anholdte familiemedlem blot var i Rusland til et bryllup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Familien Whelan/EPA/Ritzau Scanpix

Han skulle bare til bryllup.

Paul Whelan, som er blevet anholdt på en tur til Rusland, er tiltalt for spionage i Rusland og kan risikere op til 20 års fængsel, hvis han kendes skyldig. Men den tidligere flåde-veteran var bare i landet til bryllup, fortæller hans familie til CNN.

»Vi er dybt bekymrede for hans sikkerhed og velbefindende. Vi tvivler ikke på hans uskyld, og vi stoler på, at hans rettigheder vil blive respekteret,« lød det tirsdag fra Whelans tvillingebror, David Whelan.

CNN skriver, at Paul Whelan er sikkerhedsdirektør hos en bil- og reservedelsforhandler i Michigan. Der har han arbejdet siden 2017. Før det har han tjent i den amerikanske flåde, og han har flere gange været udstationeret i Irak.

Whelan har angiveligt også været i Rusland mange gange og var denne gang fløjet til Moskva for at deltage i brylluppet mellem en af hans tidligere kolleger fra flåden og en russisk kvinde, fortæller broren til CNN.

Paul Whelan blev angiveligt sidst set sammen med brudeparret fredag. Han havde ageret tour-guide for andre bryllupsgæster og vist dem den russiske parlamentsbygning Kreml. Da han senere på dagen ikke dukkede op til brylluppet, blev han meldt savnet til de russiske myndigheder. Mandag morgen fandt familien ud af, at han var blevet anholdt.

»Bare det at vide, at han ikke er død, hjælper på en underlig måde,« fortæller broren til CNN: »Da vi ikke kunne få fat i ham til at starte med, var vi bekymrede, og det er vi stadig, men nu ved vi i det mindste, at han er i live.«

De russiske myndigheder har endnu ikke offentliggjort, hvilke beviser de har imod Whelan.

Whelan har angiveligt haft en profil på det russiske sociale medie Vkontakte, som han har haft i flere år, skriver CNN. Der har han uploadet billeder af sig selv fra sine rejser rundt omkring i verden og blandt andet skrevet statusopdateringer og kommentarer på russisk. Profilen var sidst aktiv 28. december – samme dag, som han blev anholdt.

Anholdelsen finder sted, blot 15 dage efter at russiske Maria Butina har erklæret sig skyldig i at have begået spionage i USA under valgkampen i 2016.

Den 29-årige agent har taget skylden for at have infiltreret den amerikanske våbenlobby NRA i et forsøg på at komme i kontakt med Republikanerne og andre politikere. Hun har samlet information om amerikanske embedsmænd og organisationer og videregivet oplysningerne til en højtstående russisk embedsmand, skriver Ritzau.