Passagertog kolliderer med godstog i Athen

49 såret ved frontal kollision mellem passagertog og godstog i Athen.

Et passagertog kolliderede torsdag morgen frontalt med et godstog i Athen. Ved kollisionen blev 49 mennesker såret, oplyser græsk politi.

- 49 personer er kvæstet. 25 af dem er indlagt til behandling. De fleste har hovedlæsioner, sagde en politibetjent.

Det græske brandvæsen sagde, at næsten alle passagerer er evakuerede fra ulykkesstedet i arbejderkvarteret Sepolia i Athen.

Det fyldte passagertog var på vej fra det nordlige Athen mod det centrale Athen i morgenmyldretiden, da det kolliderede med godstoget.

Passagertogets lokofører så godstoget komme kørende imod sig på samme spor, han forsøgte at bremse og råbte til passagererne, at de skulle holde sig fast, fordi en kollision var umiddelbart forestående.

/ritzau/