Pas på, klovnen er løs!

Det begyndte i USA, og nu er folk i skrækindjagende klovnekostumer begyndt at hærge i Storbritannien. Politiet maner folk til at opføre sig ordentlig, men der er fortsat lang tid til Halloween og endnu længere til næste Stephen King film.

Klovne myldrer frem overalt. Folk er bange, og nogle er rædselsslagne, og britisk politi advarer om, at man er ved at miste kontrollen over situationen.

Glem Pokémon-jagten og riskoen for at få trampet græs og planter ned af unge og ældre opslugt af deres smarphones. Nu er bølgen af folk klædt i klovnekostumer for alvor nået til Storbritannien. Det ene politidistrikt efter det andet rapporterer om, at klovne er set lurende ved skoler, kiggende ind ad vinduer, gemt i parker og løbende efter biler. Mange briter synes slet ikke, at det er sjovt.

Der er tale om den slags "ondskabsfulde klovne" som især gyserspecialisten Stephen King har formået at gøre til manges værste mareridt i "It" i bog og film, og de klovneudklædte mennesker gør deres bedste for at skræmme deres udvalgte ofre. Der har i skrivende stund ikke været oplysninger om, at klovnene har gjort andet end at skræmme, men det kan være slemt nok, konstaterer man hos "Thames Valley Police" i området vest for London, der i løbet af 24 timer blev ringet op 14 gange af folk, der følte sig "truet eller skræmt af andre klædt som klovne".

"Mens vi ikke ønsker at blive anklaget for at forhindre folk i at more sig, vil vi opfordre til, at disse mennesker tænker på konsekvenserne af deres opførsel for andre og dem selv," lyder en udsendt besked, hvor politiet advarer om, at i værste fald kan spøgen udgøre en lovovertrædelse med efterfølgende anholdelse og en plettet straffeattest.

Fra flere politikredse lyder det, at de mange henvendelser er ved at blive en belastning, der blokerer for andet politiarbejde. Ifølge britiske medier har der været rapporter om skræmmende klovne i blandt andet South Wales, Gloucestershire, Bedfordshire, Norfolk, Suffolk, Thames Valley, Northumbria og Essex. I Norwich er en 30-årig mand blevet anholdt for at hoppe ud foran en kvinde i en park og løbe efter hende. På nettet er der også en beretning om, at en gravid kvinde i ottende måned blev så chokeret og skræmt, at fødslen gik i gang. Der står også, at både mor og barn har det godt, men at det viser, at klovneudklædningerne kan have konsekvenser.

Nogle briter har optaget deres møde med klovnene og lagt det ud på sociale medier. På en video kan man se en klovn komme løbende i fuld fart mod en bil med noget i hånden, der kunne ligne en kniv. En anden video viser en klovn, der en aften står i lyset fra forlygterne og stirrer på en bil svingende med et baseball bat. En mor har på TV fortalt, hvordan fem klovne i park jagede 11 år gamle børn.

Ingen har kunnet give en sikker forklaring på, hvordan fænomenet er opstået, men det eskalerede i USA i sensommeren og kunne være relateret til, at en genindspilning af filmen "It" skal være klar til biograferne om et års tid. I forhold til den gamle kult- og klovneskræksfilm er der nu sociale medier til at sprede hype og tvivlsomme ideer. Samtidig er mange butikker ved at gøre klar til Halloween, hvor klovnekostumer med skrækmasker kunne være en planlagt sællert.

Det er ikke for folk med "coulrophobia", som er klovnefobiens, uofficielle engelske betegnelse, og det kunne blive værre i ugerne frem mod Halloween, mens der er mange måneder, hvor der kan blive varmet godt op med foromtale for den kommende klovne-skrækfilm. "Rigtige" klovne i Storbritannien siger, at de kun ønsker at være sjove, og at de frygter eksempelvis at blive forment adgang til syge børn på hospitalerne, fordi deres publikum får mareridt i stedet for en sund latter.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien.