Partifæller og modstandere kritiserer Trumps dieselaftale med Rusland
Fire republikanere og tre demokrater har udsendt udtalelse, hvori de kritiserer Trumps nye aftale med Putin.

Fire republikanere og tre demokrater har udsendt udtalelse, hvori de kritiserer Trumps nye aftale med Putin.

Syv amerikanske senatorer fra både Republikanerne og Demokraterne har søndag udsendt en udtalelse, hvori de opfordrer den amerikanske præsident, Donald Trump, til at ændre kurs i forhold til hans nyligt annoncerede dieselaftale med Rusland.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Senatorerne mener, at aftalen strider mod amerikansk lovgivning, som forbyder energiimport, indtil Rusland med præsident Vladimir Putin i spidsen indstiller sin invasion af Ukraine.
- Kongressen forbød udtrykkeligt import af russisk energi i 2022 for at forhindre amerikanske dollar i at finansiere Putins brutale krig mod Ukraine, lyder det i udtalelsen.
Bag udtalelsen står fire af Trumps partifæller og tre demokrater.
Det drejer sig om republikanerne Susan Collins fra Maine, Lisa Murkowski fra Alaska, Thom Tillis fra North Carolina og John Curtis fra Utah.
Demokraterne er Jeanne Shaheen fra New Hampshire, Richard Blumenthal fra Connecticut og Ron Wyden fra Oregon.
De skriver videre, at administrationen ikke har rådført sig med Kongressen eller indsendt en redegørelse for sin beslutning, hvilket ligeledes er påkrævet ved lov.
- USA bør ikke give Putin en økonomisk livline, mens Rusland fortsat dræber ukrainske civile. Administrationen skal omgående skifte kurs, lød det i udtalelsen.
Republikaneren Tillis genopstiller ikke ved midtvejsvalget og er en udtalt kritiker af Trump-administrationens beslutninger. Det samme er Murkowski.
Han, Murkowski og Shaheen var del af et hold senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus, som rejste til Danmark i januar i år for at mødes med repræsentanter fra den danske og grønlandske regering samt erhvervsledere under den såkaldte grønlandskrise.
Trump og Putin talte fredag i telefon sammen. Her var det ventet, at de skulle tale om en person, der var formodet smittet med pest i Rusland.
I stedet skrev Trump kort efter ud på sit sociale medie, Truth Social, at han havde indgået en aftale om, at Rusland skal levere knap fem millioner ton diesel til USA inden for de kommende måneder.
Flere medier bemærkede, at offentliggørelsen af aftalen kommer knap en måned før midtvejsvalget den 3. november.
Trump har i meningsmålinger på det seneste været stærkt upopulær, blandt andet på grund af stigende brændstofpriser i USA.
RITZAU