Parti: Mere end sandsynligt at valget udskydes

Det er mest sandsynligt, at parlamentsvalget i Pakistan udskydes til en gang i februar, siger det tidligere regeringsparti som har suspenderet sin valgkampagne.

Det er "mere end sandsynligt", at parlamentsvalget i Pakistan, der skulle være afholdt 8. januar, vil blive udskudt i seks til otte uger, sagde et ledende medlem af det tidligere regeringsparti, der støtter præsident Pervez Musharraf, søndag.

- Det er mere end sandsynligt, at valgene vil blive udskudt, sagde Tariq Azim Khan, et ledende medlem af Pakistan Muslim League (Q), som regerede landet indtil en overgangsregering blev dannet i sidste måned. Han sagde videre, at han ventede en udskydelse på seks til otte uger.

Samtidig sagde en talsmand for Pakistan Muslim League (Q) til det franske nyhedsbureau AFP, at partiet har suspenderet sin valgkampagne.

/ritzau/Reuters