Parlamentsvalg i Rusland

Parlamentsvalget i Rusland er i gang. Spænding om udfaldet er der ikke. Præsident Putins parti Forenede Rusland står til en storsejr.

Over hele Rusland er vælgere på vej til valglokalerne for at vælge de 450 politikere, som de kommende fire år skal sidde i parlamentet, Statsdumaen.

De sidste af de godt 95.000 valglokaler åbnede tidlig søndag morgen dansk tid i den vestlige europæiske del af Rusland, der dækker over 11 tidszoner. De første valglokaler åbnede sent lørdag aften dansk tid i den østlige sibiriske del af landet.

109 millioner vælgere kan stemme, men kun mellem 50 og 60 procent ventes at møde op.

Nogen spænding om resultatet er der ikke. Præsident Vladimir Putin og hans parti Forenede Rusland står til en storsejr og ventes at få to tredjedele af stemmerne og måske 400 mandater.

Liberale oppositionspartier klarer næppe spærregrænsen på syv procent. I alt 11 partier stiller op.

Parlamentsvalget ses i brede kredse som en folkeafstemning om præsident Vladimir Putin og hans politik, der for mange vælgere har skabt stabilitet og økonomisk fremgang.

/ritzau/