Parkinson spænder ben for stjernehund

Netop som filmhunden Uggie har nået sin karrieres højdepunkt, har den fået konstateret Parkinson.

Uggie trækker sig tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOE KLAMAR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uggie kan noget, som meget få hunde kan. Han kan sidde på bagben, falde bagover og spille skindød. Han ligger musestille - ganske vist med åbne øjne - og rejser sig først op, når han får ordre på det.
 
Dette stunt ser temmelig kært ud, og millioner af mennesker verden over har set Uggie udføre det adskillige gange i den netop Oscar-belønnede film »The Artist«, hvor Uggie spiller sammen med filmens mandlige stjerne, den franske skuespiller Jean Dujardin. Det er en stumfilm, og man kan sige, at både hund og mand charmerer verden alene ved hjælp af kropssprog og mimik. Ingen af dem mæler et ord i hele filmen.

Står af ræset

Men nu meddeler hundens tysk-colombianske ejer og træner, Umar von Muller, der bor i Hollywood, at Uggie går på pension fra filmbranchen. Han fortæller til süddeutsche.de, at Uggie, der er årgang 2002, er nødt til at stå af ræset og nu skal nyde sin livsaften uden stressende filmoptagelser.
 
Oven på succesen i »The Artist« har medierne intensivt beskæftiget sig med Uggie, som ikke længere virker helt frisk. Under overskrifter som »Hunde burn-out i Hollywood« og »Uggie er udbrændt« har medierne gisnet om Uggies tilstand. Men nu afslører Umar von Muller, at Uggie har begyndende Parkinson.

Parkinson i tidligt stadium

- Uggie har det dog ikke så dårligt, som det er blevet fremstillet. Han har et tidligt stadium af Parkinson og ryster en gang imellem. Men det er ikke sådan, at han ikke kan gå. Det er noget sludder, når nogle skriver, at han er udbrændt. Han er en lykkelig hund. Han lever hos mig, sammen med vores andre seks hunde. For min kone og jeg er hundene som børn. Og min datter holder også meget af Uggie, siger Umar von Muller til den tyske avis.
 
Han oplyser, at hunden fremover højst skal have mindre roller.
 
- Jeg får stadig forespørgsler, men han skal ikke længere optræde i film. Højst i små roller på et par minutters længde. Jeg ønsker, at hunden nu får et afslappende liv. Uggie har arbejdet hele sit liv. Nu er det tid til at tage den med ro. Han er trods alt 10 år gammel, siger ejeren.

Klog, arbejdsom og bortadopteret

Uggie, der er en Jack Russel-terrier, har en udsædvanlig historie. Hans to første ejere bortadopterede ham med den begrundelse, at han var for vild - sådan som det ligger til nogle eksemplarer af racen, der betragtes som meget selvstændig.
 
- Han var en skør og meget energisk hvalp. Men han var meget klog og arbejdsom. Noget af det vigtigste er, at han ikke er bange af sig. Det er afgørende for en hund i filmbranchen, at den ikke er bange for lys og lyde ved filmoptagelser. Han får en belønning som f.eks. en pølse som belønning, når han optræder, men lige så vigtig er det, at han arbejder hårdt, har Umar von Muller tidligere forklaret.

Rollen i »The Artist« er ikke Uggies første. Han har tidligere haft roller i film som »Mr. Fix It« og »Water for Elephants« og bl.a. spillet sammen med Reese Witherspoon, og han fik sidste år hundenes pendant til »De gyldne Palmer« ved filmfestivalen i Cannes – »Golden Dog Palm«.

Ikke et nemt liv

Men nu er livet på det hvide lærred ved at rinde ud for Uggie.
 
- En filmkarriere er meget anstrengende og stressende. Som ejer må man på det rette tidspunkt beslutte, hvornår dyret ikke længere skal stå foran kameraet. Uggie er min hund. Derfor har jeg besluttet, at efter rollen i »The Artist« er tiden kommet til at slutte. Hans rysten begyndte allerede under filmoptagelserne, og jeg ønsker ikke, at han skal pines. Han har ikke haft et nemt liv. Jeg hentede ham på et dyreinternat. Hans tidligere ejer syntes, han var for vild. Hos os skal han nu have et roligt og godt liv, siger Umar von Muller, der opsøges af journalister fra hele verden, som vil høre historien om Uggie.