Paniksalg på asiatiske aktiemarkeder

De første timer efter åbningen af de asiatiske børser torsdag var præget af paniksalg og store dyk i værdien på aktier.

Der er stadig stor nervøsitet på børserne verden over, hvor aktiehandlere frygter, at det ustabile kreditmarked i USA kan sende flere chokbølger gennem markedet. Den vedvarende nervøsitet kunne ses flere steder, da børserne åbnede torsdag morgen.

I Sydkoreas hovedstad, Seoul, var mange ivrige for at skille sig af med aktier, og det fik priserne til at falde med hele 6,35 procent. I Japan faldt børsens Nikkei-225 indeks med 3,74 procent og endte på det laveste niveau siden slutningen af november 2006, mens priserne på de australske markeder allerede ved middagstid i Sydney var faldet med bemærkelsesværdige fem procent.

- Det er et spørgsmål om tillid. Investorer er gået fra at være superoptimistiske til at være superpessimistiske på meget kort tid. Der er faktisk ikke noget tegn på, at det her får en ende, siger økonom hos børsmæglerfirmaet CommSec Equities Craig James til nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/