Palin jager racisterne

John McCain ved, at hans chancer for at vinde på tirsdag står og falder med Pennsylvania. Der er ingen grund til at omskrive sandheden: Republikanerne sætter sin lid til, at statens vælgere er mere racistiske, end de vil være ved i meningsmålingerne.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WILLIAMSPORT: Joe Biden, den demokratiske vicepræsidentkandidat, kan godt gå hjem og lægge sig.

Her i det centrale Pennsylvania, hvor der er langt mellem alt på nær frisk luft, har den ældre statsmand ingen chance for at konkurrere med dagens andet trækplaster i den stik modsatte ende af byen.

»Det et næsten pinligt. Vi kan ikke engang fylde halvdelen af salen. Alle vil hellere ud og høre Sarah Palin,« hvisker en kvindelig medhjælper for demokraten, som torsdag eftermiddag skal tale på Lycoming College i Williamsport.

Programmet har flasket sig sådan, at Williamsport denne dag har begge vicepræsidentkandidater på besøg. Det giver grundlag for en sammenligning, selv om Biden formentlig vil betakke sig. For den dumper ham med eftertryk.

Længden af køen inden vælgermødet? Biden 80 meter. Palin 800 meter.

Antal gæster? Biden 200. Palin 13.000.

Støjniveau? Biden højt. Palin – av mine ører.

Det hører endda med i sammenligningen, at Joe Biden taler i skjorteærmer i en dejlig, opvarmet gymnastiksal, mens Sarah Palin om aftenen taler på det åbne Historic Bowman Field i temperaturer nær frysepunktet. Hun er pakket godt ind i stilig, gråsort jakke og et tykt lyserødt tørklæde trukket helt op under hagen. Alligevel må hun konstant gnide sine hænder for at holde varmen. Selv hendes mand, Alaskas »First Dude« og snescooterkonge Todd Palin, er kommet i for lidt tøj. Mere end en gang skælver han under den tynde fleecetrøje.

Kun på én front vinder Joe Biden sammenligningen. Det er til gengæld også den vigtigste. Han og præsidentkandidaten Barack Obama fører her i Pennsylvania med i snit godt 10 procentpoint over Sarah Palin og hendes chef, den republikanske præsidentkandidat John McCain. Valgforskerne kalder Pennsylvania for en »sikker« Obama-stat.

Ikke desto mindre er det her, at McCain og Palin har besluttet at sætte den store slutspurt ind. Hvorfor? Der er ingen grund til at pakke det ind: det handler om racisme. Republikanerne er ikke racister, men de sætter deres sidste lid til, at fordommen om, at arbejdervælgere i Pennsylvania traditionelt er mere racistiske end andre, holder stik. Det vil i givet fald måske kunne hjælpe McCain til at vinde staten, hvad han efter alt at dømme er nødt til for at vinde præsidentvalget på tirsdag. Det, han satser på, er den såkaldte »Bradley-effekt«. Berlingske Tidende er i Williamsport for at finde ud af, om den overhovedet eksisterer.

»Bradley-effekten« er opkaldt efter den sorte politiker Thomas Bradley, som i 1982 overaskende tabte guvernørvalget i Californien. Alle målinger havde helt til det sidste ellers haft ham som en klar vinder. Senere undersøgelser viste, at målingerne havde ramt vælgeropbakningen til Bradley ganske præcist, men dramatisk undervurderet opbakningen til hans hvide modstander. Andre valg mellem en sort og en hvid kandidat i 1980erne og begyndelsen af 1990erne viste samme tendens, og forskerne begyndte derfor at tale om en »Bradley-effekt«. Det dækker over det forhold, at især hvide vælgere tilsyneladende ikke er ærlige, når opinionsinstitutter ringer for at spørge, hvem de stemmer på. I stedet for at sige »den hvide«, vil mange af dem sige, at de endnu ikke har besluttet sig.

»Kun sorte kandidater, som bryder over 50 procent i de afsluttende målinger, vil vinde,« konkluderede den største undersøgelse af fænomenet dengang. Den anbefalede, at i valgkampe mellem en sort og en hvid, bør alle ubesluttede vælgere automatisk tildeles den hvide kandidat.

Hvis Republikanerne forsøger at skjule, at de for tiden har »Bradley-effekten« i tankerne, er de ikke særlig gode til det. De har de samme meningsmålinger at studere, som alle andre, men analyserer dem vidt forskelligt. Hvor institutterne selv vurderer, at Obama lige nu fører i seks-syv afgørende svingstater – og for eksempel også i Pennsylvania – så kigger McCainlejren på tallene og konstaterer, at Obamas opbakning er lige omkring de 50 procent og flere steder lidt under: Florida 47,8 procent, Virginia 50,9, Ohio 49,6 og Pennsylvania 52,3.

Tidligere på ugen skrev McCains chef-meningsmåling, Bill McInturff, I en email at valgkampen »reelt er lige« – til dels fordi vælgeropbakningen til Barack Obama »er faldet til under 50 procent«. Det er en sandhed med modifikationer, men McInturff lagde ikke skjul på, at tallene gav brobund for optimisme, hvis man samtidig inddrager »Bradley-effekten« og går ud fra, at alle endnu ubesluttede vælgere i sidste ende vil stemme på »den hvide« – på John McCain.

»Jeg bliver mere og mere overbevist om, at senator Obama vil få, hvad han får i målingerne,« skrev den republikanske strateg i emailen. Altså at Obamas tal er rigtige og svarer til det formodede valgresultat, mens McCains er alt for lave, og at han med tvivlerne ombord vil overhale Obama på tirsdag. Problemet for Republikanerne er blot, at teorien om »Bradley-effekten« i de seneste år er blevet modbevist i amerikanske valgkampe, og heller ikke her i den kolde, pennsylvanske provins er den let at finde.

Langt de fleste af de 13.000 vælgere, som trodser kulden for at se og høre Sarah Palin, er her ikke for at afgøre en indre tvivl. De er fuldblodsrepublikanere og bærer det uden på tøjet. En lille, ældre mand har taget en gummimaske på, som skal forestille John McCains ansigt. Et midaldrende ægtepar i ens camouflagejakker bærer begge en kastet med ordene »The Moose«. En hyldest til deres elgjagende vicepræsidentkandidat. To piger holder et skilt i vejret, som fortæller, at de er »pistolsvingende, bibelklingende rednecks«. Deres mor ved siden af har også et skilt: »Læs min læbestift: Ikke flere skatter.«

Dette er ikke skjulte McCain-vælgere, som kan skabe en »Bradley-effekt«. Det kunne derimod en yngre, gravid kvinde, som står med sin kæreste tæt på scenen, være. Hun fortæller, at hun endnu ikke ved, hvem hun vil stemme på – selv om kæresten presser på for, at det skal være McCain.

»Men jeg kan godt lide Demokraternes plan for sygesikring,« siger hun.

Både hun og kæresten nikker imidlertid indforstået og ryster på hovedet, da Sarah Palin i sin tale kommer ind på Obamas forbindelser til sin tidligere præst og en gammel 68-radikal.

»Behøver jeg at nævne navne,« spørger Palin. Folk griner.

De er heller ikke i tvivl om, hvad hun i virkeligheden mener, da hun antyder, at Obamas skatteplan er »socialisme«: »Han vil tage jeres penge og give dem til...,« Palin tøver nogle sekunder og siger så: »...andre.« Dette er hårdtarbejdende lønmodtagere og småselvstændige. De ved godt, at »andre« kun kan være folk længere nede på rangstigen end dem selv, og dernede er det typisk afroamerikanere og andre minoriteter.

Måske virker kodesproget og satsningen på »Bradley-effekten«. Men forskerne tror ikke på det. Ikke længere. Den skjulte racisme er aftagende om ikke død, mener de. De folk, som ikke kan stemme på Obama på grund af hans race, har allerede forlængst sluttet sig til McCain: »Der er ingen skjulte McCain-stemmer,« fastslår den respekterede Mark Blumenthal fra pollster.com.

En dag i Williamstown gav ikke stof til at sige ham imod.